Manchester United hentede i 2010 Chris Smalling i Fulham, men allerede nu drømmer den 21-årige forsvarsspiller om at blive i det nordengelske resten af sin karriere.
”Jeg ser ikke så langt fremad, men forhåbentlig kan jeg få stablet en ordentlig karriere på benene og blive her resten af livet,” siger Smalling ifølge ESPN.com.
Smalling fik, på trods af forventninger om det modsatte, masser af kampe i sin første sæson hos United, ligesom han i år har spillet en nøglerolle i opstarten.
Den tidligere Fulham-spiller lægger da heller ikke skjul på, at han nyder at spille fodbold i øjeblikket.
”Jeg ønsker at få endnu flere kampe i takt med tiden, for jeg føler mig virkelig som en del af klubben. Jeg nyder virkelig at spille fodbold i øjeblikket. Manageren stoler fuldt og fast på mig, og det ønsker jeg at betale tilbage i de næste mange år,” fortsætter Smalling.
Chris Smalling fik i fredags debut for det engelske landshold, da de slog Bulgarien 3-0 i Sofia.