At Real Madrid kaster deres kærlighed efter en United-spiller er ikke nyt. Store stjerner som Beckham, van Nistelrooy og Ronaldo har alle forladt United til fordel for den spanske kongeklub, som nu ønsker at hente David de Gea til Madrid.
United hentede David de Gea i Atletico Madrid for fire år siden for knap 18 millioner pund, og er ikke interesseret i at miste de Gea, der i denne sæson har været suveræn i målet. Men med tilgangen af Victor Valdes, kan der måske ændres på dette.
I hvert fald skriver Daily Star i dag, at United er klar til at handle med Real Madrid, såfremt der smides 50 millioner pund for målmanden. Noget der i følge avisen ikke skulle skræmme Real Madrid. Skulle det gå igennem, vil det blive den dyreste handel med en målmand, da Gianluigi Buffon er den pt dyreste med en pris på 33 millioner pund.
Daily Mirror har også fat i historien om David de Gea og Real Madrid, men avisen mener at vide, at United skulle være mere interesseret i at sende de Gea og 50 millioner pund til den spanske hovedstad, og så få walisiske Gareth Bale i retur.
Vi bliver lidt i rygterne om spillerhandler mellem United og Real, for i følge Daily Express, så skulle Luka Modric være interesseret i at vende retur til Premier League. Problemet er ikke manglende spilletid i Madrid, hvor kroaten er en af styrmændende på midtbanen.
Rygterne er startet fordi den 29-årige Modrics kone angiveligt skulle have udtrykt ønske om at vende tilbage til England, da hun ikke er faldet til i Madrid. Chelsea har tidligere jagtet Modric, ligesom United i flere omgange har været kædet sammen med Modric.
Marquinhos regnes for at være et af verdens største og mest lovende forsvarstalenter, men har ikke fået meget spilletid i Paris SG siden skiftet fra Roma for halvandet år siden. Nu mener franske medier, at United er klar med en check på 30 millioner pund, for at hente brasilianeren til Old Trafford.
Den 20-årige midterforsvarer har været med i 12 af de første 21 kampe for den franske storklub, og har til tider også været anvendt som højreback. United har været rygtet sammen med et hav af forsvarsspillere det seneste år, og nu er Marquinhos altså seneste skud på stammen.
Til sidst kan det nævnes, at Daily Telegraph mener at vide, at Louis van Gaal ønsker at forhandle en ny pris på plads med Monaco, såfremt man ender med at ville beholde Radamel Falcao til næste sæson.
Colombianeren er på lån i denne sæson, og der er aftalt en pris på 43 millioner pund for et permanent skifte. Det er den pris van Gaal ønsker at forhandle ned, hvis han i løbet af de kommende måneder finder frem til at han ønsker at beholde Falcao efter sommerpausen.