The Mail skriver, at Ferguson er klar til at bruge lidt af de 700 mio. kroner man fik i kassen på salget af Ronaldo, men kun hvis der er kvalitet at hente for pengene. Og man vil ikke betale overpris. ”Jeg vil gerne købe ind i januar, men kun til en fornuftig pris. Det er som regel svært ikke at skulle betale overpris i januar vinduet”, siger Ferguson til The Mail.
Samme avis kan i dag meddele, at United, Liverpool og Chelsea kæmper om Ipswichs unge angrebs komet Connor Wickham. Den 16-årige angriber er blevet den yngste spiller nogensinde for Roy Keanes mandskab i The Championship. Han betegnes som en af de mest spændende unge engelske spillere siden Wayne Rooney. Wickham gjorde sig godt bemærket med et hattrick for et par uger siden for det engelske u-17 landshold. Han er ikke på en professionel kontrakt i Ipswich, som i givet fald skal have kompensation for træning og uddannelse af den unge angriber.
En anden spiller United er sat sammen med, er Evertons unge forsvarsspiller og defensive midtbanespiller Jack Rodwell. Avisen News of the World skriver, at United har forsøgt at tilbyde Everton en pose penge samt Matthew James i bytte. Et bud Everton dog afslog, idet man kun ønsker penge i en handel. Også Chelsea meldes interesseret i Rodwell, der menes at koste omkring 20 millioner pund, og London klubben skulle eftersigende allerede have budt cirka 14 millioner pund for ham.
Wolfsburg angriberen Edin Dzeko havde en forrygende sæson sidste år, og har igen i år fortsat målstimen for de tyske mestre. Den farlige angriber er derfor kommet på Sir Alex Fergusons liste over ønskede tilføjelser til United-truppen. Men en handel kan ikke komme i stand før til sommer.
”Sir Alex mener, at Dzeko har en stor fremtid foran sig. Men forskellige ting gør, at en eventuel handel først kan ske til sommer. Men han følger Dzeko meget tæt,” siger en kilde til Mail on Sunday.
Carlos Tevez, der i går meldte at han overvejer karrierestop til sommer hvis det bliver til VM guld, har i dag rost hans tidligere angrebsmakker Wayne Rooney.
”Jeg har haft æren af at spille med nogle fantastiske spillere. I United var det Ronaldo, og på landsholdet er det Messi. Men det jeg bedst kan lide er Wayne Rooney. Han er komplet, plus vi deler de samme ydmyge holdninger, selv om hans opvækst i Liverpool er noget bedre end min i Fuerte Apache,” udtaler den lille argentinske City angriber.
Serbiske Zoran Tosic har hentydet, at han måske vil gå efter at blive sendt ud på et låneophold til januar. Den manglende spilletid i United har fået den lille kantspiller til at tænke i de tanker, med henblik på en plads i den serbiske VM trup til sommer.
”Man kan nemt miste tålmodigheden, gnisten og motivationen og søge væk. Men jeg er i en af de tre bedste klubber i verden. Men på den anden side skal jeg tænke på min plads i truppen til VM næste sommer, som jeg ikke vil gå glip af. Tiden vil vise hvad der sker,” siger Tosic.