Solskjær kræver stor præstation på München-ulykkens årsdag

Ole Gunnar Solskjær har fortalt spillerne, at han forventer en stor præstation i morgen mod Everton, som er på årsdagen for München-ulykken.

Når Manchester United i morgen tager imod Everton, kommer kampen til at betyde dét mere. Ikke på grund af sportslig betydning, men på grund af den historiske af slagsen. Kampen spilles nemlig 6. februar, som er årsdagen for München-tragedien, der fandt sted for 63 år siden.

United-træner Ole Gunnar Solskjær forventer, at spillerne leverer en stor præstation til ære for klubben og de afdøde Manchester United-spillere. Det uddybede han til dagens pressemøde:

– I morgen er en stor og følelsesladet dag. Det er det altid. Det er kun fjerde gang, at der bliver spillet en kamp på årsdagen, og det er vigtigt, at vi leverer en stor præstation og kan ære dem (de døde i ulykken, red.), siger Solskjær.

23 mennesker døde i flyulykken i München – herunder otte Manchester United-spillere – og er en enorm del af Manchester Uniteds historie. Mange kender eksempelvis til “Munich Tunnel” på stadion til ære for ulykken. Solskjær ved også selv, hvor vigtig dagen er.

– Det er så vigtig en del af klubbens historie, og vi har talt med de spillere, som er kommet hertil og nu er en del af denne årsdag. Forhåbentlig kan vi sende et hold ud, der viser Manchester United-ånden. Vi har seks eller syv spillere af egen avl, der kan være med, og forhåbentlig vil de lede os frem.

Normalt vil der være et arrangement med et minuts stilhed foran stadion i denne forbindelse, men grundet COVID-19-protokoller, bliver det et online-arrangement i stedet, som kan tilgås gratis på Manchester Uniteds digitale kanaler. Derudover vil der blive holdt et minuts stilhed på banen inden kampstart.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Solskjærs skadesopdatering: Cavani klar mod Everton

Næste artikel

U23: Ti mål i forrygende målfest mod Blackburn

ANNONCE