Spansk test på Carrington

Spansk avis melder at Real Betis har fået muligheden for en uofficiel testkamp på Manchester Uniteds træningsanlæg.

Mens Manchester Uniteds førsteholdsspillere er på vej hjem fra den miniferie, som de fik ovenpå turnéen i Asien, så kan de tilbageværende spillere komme i kamptræning allerede denne weekend.

Ifølge den spanske avis AS, så har Manchester United nemlig foreslået Real Betis at spille en træningskamp for lukkede døre denne weekend på Carrington.

Den spanske klub er i øjeblikket på træningstur i England, hvor de på mandag møder Fulham i en officiel venskabskamp.

Manchester United har kun kampen mod AIK Stockholm tilbage som officiel træningskamp inden sæsonen sparkes i gang om en uges tid når Manchester United møder Wigan i Community Shield.

I mellemtiden får holdet dog lidt ekstra kamptræning i benene når Rio Ferdinand får sin hyldestkamp på næste fredag mod Sevilla.

Forrige artikel

Reserverne slog Trafford

Næste artikel

Schmeichel: Zlatan den fødte United-spiller

ANNONCE