Spot på Everton

Everton ligger pt. bedre placeret end Merseyside-naboen, rivalerne fra Liverpool FC. Det er noget der luner i Everton-supporternes hjerter, i en ellers…

Everton ligger pt. bedre placeret end Merseyside-naboen, rivalerne fra Liverpool FC. Det er noget der luner i Everton-supporternes hjerter, i en ellers svær periode for klubben.

Det kniber med at følge trop med de store klubber i Premier League, da pengene ikke rækker til de store indkøb på transfermarkedet. Men manager David Moyes får konstant det absolut ypperste ud af truppen.

En plads som nummer syv i Premier League er ganske udmærket for Everton, der for tiden kæmper med skuffelsen over at tabe FA Cup-semifinalen til Liverpool.

Everton blev dannet i 1878, og ironisk nok var klubbens første hjemmebane Anfield. Men grundet kontroverser i slutningen af 1880’erne, stiftede en tidligere formand for Everton sammen med en række tidligere spillere i 1892 Liverpool FC.

Siden 1892 har Everton haft hjemmebane på Goodison Park. I 2009 blev en anmodning om at bygge et nyt og større stadion i Kirkby afvist af byrådet. Goodison Park har plads til lidt over 40.000 tilskuere, og er stort set altid udsolgt.

Manager
Evertons manager er skotske David Moyes. Han startede sin manager-karriere i 1998 hos Preston NE, hvor han førte klubben til fine resultater.

I 2002 blev han så hentet til Everton, hvor han siden da har skaffet en række fornemme resultater med få midler. Desuden har han været med til, at bringe en del unge spillere af egen avl gennem rækkerne.

Spillere som Rooney, Jack Rodwell, Ross Barkley, Leon Osman, Victor Anichebe og Tony Hibbert er nogle af de spillere som Everton har fået igennem sit akademi under Moyes.

I sæsonen 2004/05 lykkedes det Moyes at føre Everton op på en fjerdeplads, og dermed Champions League-kvalifikation året efter. En plads Everton ikke har været i stand til at matche siden.

Det er dog lykkedes at føre Everton til europæisk fodbold flere gange siden, hvor man med blandet succes har optrådt i UEFA Cuppen og Europa League.

Profilen
Den helt store profil hos Everton er belgiske Marouane Fellaini. Den store offensive midtbanespiller er ikke blot god i luftspillet, men er også teknisk stærk og god i spillet langs jorden.

Berømt for sit enorme hår, har Fellaini været en af ligaens bedste midtbanespillere siden skiftet fra Standard Liege til Everton i 2008.

Rent faktisk afviste Fellaini i 2008 Manchester United inden han skrev under med Everton. Også klubber som Spurs, Real Madrid, Bayern München og Aston Villa var ude efter ham dengang.

Fellaini har i denne sæson spillet 38 kampe for the Toffees, og scoret tre gange. Han er desuden fast mand på det belgiske landshold.

Dog er det også værd at nævne profiler som angriberen Nikica Jelavic, der har haft stor succes i Everton siden skiftet i januar fra Glasgow Rangers. Samt forsvarsspilleren Phil Jagielka, der er inde omkring det engelske landshold.

Forholdet til United
Forholdet mellem byerne Manchester og Liverpool har altid været specielt. Ligeledes er forholdet mellem United og Everton ikke det bedste.

Følelserne kom for alvor i kog blandt Evertons fans, da United i 2004 hentede klubbens store kommende stjerne til Old Trafford. Wayne Rooney forlod barndomsklubben, og tog til en af ærkefjenderne.

Hos Everton finder vi en række tidligere United spillere. Phil Neville er holdets anfører, og bidrager fortsat med stor erfaring og rutine. Han er en af manager David Moyes trofaste og mest loyale spillere.

Tim Howard fik aldrig den ønskede karriere i United, men har siden skiftet til Goodison Park i 2007 været en fremragende og sikker sidste skanse for Everton.

Darron Gibson forlod Old Trafford til fordel for Everton så sent som i januars transfervindue. Den stærkt skydende midtbanespiller, har spillet sig til en mere eller mindre fast plads på midtbanen hos Everton.

Forrige artikel

Optakt: Manchester United – Everton

Næste artikel

Tillykke Red News med de 25 år

ANNONCE