Stoke-spiller: Spyt på mig og spis med sugerør

Jonathan Walters fra Stoke har gjort det klart, at han har tænkt sig at slå tilbage, hvis nogen spytter på ham.

Jonny Evans og Newcastles Papiss Cissé er begge blevet anklaget for at spytte på hinanden i Uniteds 1-0-sejr på St. James’ Park i onsdags, og nu blander en tredje spiller sig. Det er Stokes Jonathan Walters, der har en ganske klar holdning til spytteri. 

Han siger, at han ikke vil finde sig i den slags. Andre små kneb er fair nok, men en spytklat i hans retning resulterer i et god, gammeldags lag tæsk. 

– Som spiller tager du imod hvad som helst, når bolden ikke er der; knib og spark skal få dig op at køre. Sådan nogle små ting sker i alle kampe. Men at spytte er ret lavt. Hvis det skete mod mig, og nogen spyttede mig i ansigtet eller mod mig, så tror jeg, han ville spise sin aftensmad gennem et sugerør den aften, siger Walters til talkSPORT.

– Jeg ville ikke være glad. Det er det laveste af det laveste.

Hverken Jonny Evans eller andre United-spillere skal dog frygte Walters’ vrede i foråret. De røde djævle skal således ikke møde Stoke flere gange i denne sæson.

Forrige artikel

Wenger: Dårlig Old Trafford-stime ubetydelig

Næste artikel

Lang karantæne til spyttende Evans

ANNONCE