Sunderland tog første stik

United tabte første semifinale i Capital One Cuppen, og Sunderland har dermed det bedste udgangspunkt inden returkampen på Old Trafford om et par uger.

Det er hårdt at være fan af Manchester United i disse dage. Spillet kører bare ikke, og nederlagene kommer nærmest som perler på en snor. Det er ikke lige det man som United-fan er vant til.

I dag blev det til tredje nederlag på stribe for United, som tabte 2-1 i Sunderland. Dermed blev det endnu engang til et nederlag på 2-1, og United viste igen at det er et hold med store problemer.

David Moyes havde ellers valgt stort set stærkest mulige opstilling til dagens kamp, hvor profiler som Jones, Rooney og van Persie stadig er ude med skader. Til gengæld var Vidic, Januzaj og Evra, de Gea og Carrick med igen fra start.

Men kampen blev nærmest en kopi af det United-spil vi har set alt for ofte i denne sæson. Ingen kreativitet, ingen idéer, for mange fejl, ingen gejst og meget få målschancer. Alt for ofte måtte man ryste på hovedet og undre sig over det spil der blev leveret på banen.

De mange kampe, og United aktuelle ringe form, betyder at det er begyndt at tærre på spillerne, som spiller uden selvtillid, laver alt for mange nemme fejl og som slet ikke ligner folk der brænder for at gøre noget ved den aktuelle situation.

Cleverley har spillet rigtig mange kampe i den sidste måneds tid, og er begyndt at virke træt. Han lignede i dagens kamp en spiller, som Moyes havde fundet i sidste øjeblik og kastet ind i startopstilligen. Fejl på fejl, og bestemt en af de værste kampe i United-trøjen for Cleverley, der så også var uheldig at få lavet et straffespark i anden halvleg.

Sunderland tog føringen i første halvleg med ganske få minutter til pausen, da Phil Bardsley og Ryan Giggs i skøn forening fik skubbet bolden ind bag David de Gea, efter et skarpt Sunderland-indlæg fra venstrekanten.

David Moyes havde forhåbentlig den store hårtørrer fremme i pausen, ellers kunne han passende kalde enten Sir Alex, Sir Bobby eller Bryan Robson ned fra tribunen, og give en skideballe i pausen. Spillet havde indtil da været total uinspirerende, og man sad kampen igennem med den følelse at det næsten kun var Adnan Januzaj der kunne være farlig for United. Noget af et pres at smide på en så ung gut trods alt.

Målet og udligningen kom dog kort inde i anden halvleg, da anfører Nemanja Vidic endelig viste lidt af sit gamle niveau. Serberen gik forrest og rev sig løs i feltet og kom foran Brown og O’Shea og pandede bolden i nettet.

Desværre gik United tilbage på banen igen efter scoringen, der langt fra gav spillerne det der løft som ellers flere andre gange er set. Cleverley fik lavet straffe, da Adam Johnson alt for let spadserede forbi ham, og fik et meget tyndt straffespark.

Herefter virkede United lammede og dybt frustrerede, og specielt Rafael da Silva lignede en mand der gerne ville gøre brormand selskab og få sig et par kampes hvil. Om de to brasilianere har booket en ferie de næste uger skal være usagt, men Rafael var tæt på rødt kort. Heldigvis undgik han dette, og er til rådighed igen i weekenden mod Swansea.

Det er Jonny Evans måske ikke, da han udgik med skade, efter ellers at have spillet samtlige minutter de sidste ni kampe for United. Den solide nordirer gik ud med hvad der kunne ligne problemer med ryggen, men er forhåbentlig snart klar igen. Han har været et af de stabile kort i bagkæden for Moyes i denne sæson.

United skabte intet, og flere mål kom derfor ikke denne aften på Stadium of Light. Endnu engang kan Uniteds medrejsende fans tage turen hjem i skuffelse. Opbakningen var som altid ganske forrygende. Men alligevel sidder man med en ekstrem skuffet følelse, efter endnu en skuffelse. En ting er resultatet, noget andet er det spil der leveres. Ikke godt nok.

Forhåbentlig kan United rejse sig hjemme mod Swansea i weekenden. Der kan ikke være andre muligheder end fuld fart frem, og så give den fuld gas.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Sunderland

Næste artikel

Videoen der siger alt...

ANNONCE