Talent udlejes til QPR

Det 21-årige forsvarstalent, Ethan Laird, rykker til London og QPR i denne sæson, bekræfter begge klubber.

QPR har sikret sig Ethan Lairds kvaliteter for resten af sæsonen, skriver både Manchester United og QPR på deres respektive hjemmesider.

Højrebacken, der har været på Old Trafford siden han var ni, tilbragte også sidste sæson i The Championship hos henholdsvis Swansea og Bournemouth og skal altså igen i år prøve kræfter med rækken. En liga, der er kendt som fysisk krævende i selve kampene, men også på grund af det faktum, at hvert hold spiller som minimum 46 kampe på en sæson.

Ethan Laird siger til QPRs hjemmeside, at han glæder sig til at være en del af klubben:

– Det føles strålende, og jeg er glad for at det er kommet på plads. Jeg kan ikke vente med at komme i gang.

Laird havde efter sigende flere muligheder, men valgte i sidste ende at vælge QPR:

– Når du vælger klub, vil du gerne have kærlighed og omsorg, indrømmer Laird og uddyber til sin nye klubs hjemmeside:

– Der skal være en reel omsorg for spillerne i et vindene omklædningsrum. Jeg føler, at man får det bedste fra sine spillere på banen, hvis de ved, at de vil blive passet på, siger Laird.

– En anden ting, jeg kigger efter, er kreativitet – og det er der i overflod her! Jeg kan lide at spille med selvtillid og vise spændende ting på banen, og jeg føler, at jeg har friheden til at gøre det her, understreger Laird.

Laird har repræsenteret England på U17-, U18- og U19-niveau og har været lejet ud de sidste to sæsoner.

Forrige artikel

Erik ten Hag inddragede spillernes fridag

Næste artikel

Medier: James Garner sat til salg

ANNONCE