Torsdag aften 21.15 dansk tid skal Manchester United op mod Wolverhampton på Molineux.
Forud for kampen har Erik ten Hag afholdt pressemøde, hvor han bl.a. kunne fortælle, at der ikke er meget nyt på skadesfronten i forhold til FA Cup-avancementet mod Newport.
Lisandro Martinez, Luke Shaw, Casemiro og Harry Maguire, der alle fik minutter i søndagens sejr er i spil til torsdagens Premier League-kamp, mens Victor Lindelof, Tyrell Malacia og Anthony Martial alle fortsat er ude, mens Sofyan Amrabat er på vej retur mod England efter Marokko røg i AFCON tirsdag aften. Amrabat er ikke i spil til torsdagens kamp.
Ugens mest omtalte person, Marcus Rashford, er også tilgængelig, mens Aaron Wan-Bissaka er tvivlsom pga. en skade.
Sommerkøbet Mason Mount, der har været hårdt ramt af skader i denne sæson, er også på vej tilbage.
– Det er endnu for tidligt med Mason Mount, men Andre Onana er tilbage, bekræftede Ten Hag på dagens pressemøde.
Ifølge Ten Hag er det en optimistisk trup, der drager til Wolverhampton torsdag og spiller hjemme mod West Ham på søndag.
– Vi ved, at når vi er bedst, kan vi slå alle, hvilket er noget alle i truppen er meget bevidste om forklarede den hollandske manager og fortsatte:
– De ved også, at når der kommer spillere tilbage fra skader, så vil det gøre holdet stærkere. Det hjælper på motivationen, og det hjælper på humøret og holdånden.
Manchester United ligger i skrivende stund nummer 9, mens morgendagens modstander ligger nummer 11.