Ten Hag: Ronaldo blev ikke indskiftet af respekt for hans karriere

Cristiano Ronaldo måtte overvære hele den ydmygende kamp mod bysbørnene fra Manchester City fra bænken. Spørger man Erik ten Hag, så var det et spørgsmål om respekt.

Marcus Rashford og Anthony Martial havde været tivlsomme op til dagens kamp, hvorfor Ronaldo utvivlsomt havde været i spil til startopstillingen. De to førstnævnte blev dog klar, og da Rashford skulle erstattes efter en time, blev det Martial som løb på banen.

Efter kampen blev Uniteds manager, Erik ten Hag, forholdt den disposition. Hvis man skal tro ham, så handlede det ikke om form. Det var af ren og skær respekt for Ronaldo.

– Jeg ville ikke bringe ham på banen af respekt for Cristiano og hans store karriere, siger hollænderen.

Det er første gang i denne sæson, at Ronaldo ikke får spilminutter.

Anthony Martial fik de sidste 30 minutter, hvilket er de første minutter franskmanden får, efter han blev skadet i kampen mod Liverpool d. 22. august. Martial kvitterede med to mål i slutfasen.

Den manglende indskiftning af Ronaldo gav dermed Erik ten Hag mulighed for at sætte Martial ind, så han kunne få vigtige minutter i benene.

– Den anden ting var, at det var en fordel, at jeg kunne sætte Anthony Martial ind. Han har brug for minutterne, men jeg vil ikke sætte det sådan op, uddyber han.

Forrige artikel

Guardiola: Kunne have scoret flere mål

Næste artikel

Neville: De offensive kræfter skuffede

ANNONCE