Neville: De offensive kræfter skuffede

Gary Neville giver sit bud på, hvad der gik galt i Manchester-derbyet.

Det var en hård skæbne, der ventede Manchester United, da de søndag eftermiddag gæstede Etihad Stadium med fire sammenhængende sejre i bagagen. Haaland og co. var ustoppelige for de røde djævle, som aldrig fik ordentlig fat på kampen, til trods for at de “vandt” anden halvleg.

Det har selvfølgelig fået mange til at gå Ten Hags beslutninger efter i sømmene, og flere medier og eksperter har studset over det faktum, at dyrt indkøbte Casemiro sad og pyntede på bænken fremfor at præge spillet på banen. United-legende og Sky Sports-ekspert, Gary Neville, mener dog ikke, at det er Ten Hags beslutninger, som står for skyld.

– Jeg tror ikke, du skal spørge “Hvorfor startede Casemiro ikke ved siden af McTominay?”. Jeg føler ikke, at det var en fejl af Ten Hag overhovedet, sagde den tidligere højreback i sin podcast ‘The Gary Neville Podcast’.

– Det var de uforcerede fejl, nervøsiteten på bolden og manglen på kølighed. Jeg snakker ikke om forsvarsspillerne, som blev presset, men om midtbanespillerne og angriberne: Rashford, Eriksen, Fernandes, McTominay.

– De forsøgte at forcere spillet alt for tidligt. Det var som om, at de havde fået ind i hovederne, at de hurtigst muligt skal få bolden ned bag City, når de har bolden, men man er nødt til at få spillet på og igennem midtbanen med.

Neville indrømmer dog også, at han havde regnet med mere fra de rødes defensiv.

– Der var problemer med Dalot på højrebacken, med Martinez og Varane i midten, med Malacia på venstrebacken. Der var ingen tvivl om, at det ikke var deres bedste dag.

Næste gang Manchester United kommer i aktion bliver på torsdag mod Omonia Nicosia.

Forrige artikel

Ten Hag: Ronaldo blev ikke indskiftet af respekt for hans karriere

Næste artikel

Europa League: Hvem er Omonia Nicosia?

ANNONCE