Phil Jones og Chris Smalling kan begge få debut for det engelske landshold, når de på fredag møder Bulgarien i EM-kvalifikationen i Sofia.
Englands anfører John Terry mener dog ikke, at de er dårligere stillet i forsvaret, hvis Fabio Capello gør brug af de unge Manchester United-spillere.
”Phil Jones har en god og lang karriere foran sig. Han fik sin professionelle debut mod Chelsea og formåede at lukke af for Didier Drogba i store dele af kampen. Han har masser af kvaliteter. Han er god i luften, hurtig, god med begge fødder og så læser han spillet godt,” siger Terry ifølge Sky Sports, før han roser Chris Smalling.
”Men det er ikke kun ham. Chris Smalling har også imponeret,” fortsætter Terry, der ikke er i tvivl om, at United-duoen kan håndtere presset på A-landsholdet.
”Om de kan træde ind i startopstillingen? Det tror jeg. Man spiller ikke for Manchester United, hvis man ikke er klar. De har stået for nogle fremragende individuelle og kollektive præstationer for United, så de er klar,” lyder det fra Terry.
Phil Jones og Chris Smalling har tidligere optrådt sammen på U21-landsholdet med stor succes.