Bedst som man troede, at racismeproblematikken havde lagt sig i England, viste det atter sit grimme ansigt efter søndagens kvartfinale mellem England og Italien.
Således har politiet i London indledt en efterforskning, da de har modtaget anmeldelser om racistiske tweets rettet mod Ashley Young og Ashley Cole.
De hårde angreb skyldes, at begge spillere brændte deres forsøg i straffesparkskonkurrencen, der sendte Italien i semifinalen.
– Vi er klar over, at der angiveligt er indløbet racistiske beskeder på Twitter efter gårsdagens landskamp med England, og vi har startet en efterforskning, siger en talsperson fra Politiet ifølge Daily Mail.
2 måneders fængsel for racisme
Og selvom avisen samtidig giver eksempler på dumsmarte Twitter-brugere, der forsikrer hinanden om, at politiet ikke vil gøre alvor af sagen, viser tidligere eksempler en anden tendens.
Tilbage i marts blev den 21-årige universitetsstuderende Liam Stacey nemlig fundet skyldig i racisme og idømt 56 dages fængsel.
Han havde i fuldskab fundet det morsomt at håne Boltons Fabrice Muamba, efter han var faldet om med hjertestop i en kamp mod Tottenham.
Foruden fængselsstraffen har Swansea University suspenderet ham for resten af 2012.