Transferevaluering: Patrick Dorgu

I denne transferevaluering ser vi nærmere på købet af Patrick Dorgu. Den allerførste tilføjelse under Rúben Amorim, og en spiller, der gik direkte ind i startopstillingen og samtidig udfyldte et åbenlyst hul på venstre wingback.

(Marc Atkins / Getty Images)

Han er ung. Han har en vild fysisk pakke. Hans tekniske færdigheder er endnu ikke helt på niveau. Og så er han dansk – hvilket jeg ikke kan lægge skjul på gør, at jeg ønsker en my mere, at han lykkes.

Men vi må også konstatere, at han i skrivende stund er blevet sat af. Og så endda af Diogo Dalot. Spørgsmålet er så bare, om Dorgu kan finde vejen tilbage og bevise, at investeringen var langsigtet og ikke blot et kortvarigt eksperiment.

Alder: 21 år

Pris: 30 millioner euro

Tidligere Klubber: FC Nordsjælland og Lecce

Kontrakt: Sommeren 2030

Amorims første signing

Da Amorim kom til, var det tydeligt, at holdet skreg på en wingback. Specielt én, der kunne operere i venstre side. Der var mange navne i spil, men til sidst faldt valget på Patrick Dorgu.

Han passede perfekt til profilen i den nye transferstrategi. Ung og ikke for løntung.

For mange fans var Dorgu et relativt ubeskrevet blad, indtil få måneder forinden, hvor han havde “skudt” sig ind i danskernes bevidsthed med sin landskampsdebut i Parken, hvor han tilmed scorede på sin allerførste boldberøring.

Det bemærkelsesværdige var dog, at han blev skiftet ind som højrekant. Vi ved, at Amorim godt kan lide wingbacks, der trækker ind i banen, og i begyndelsen brugte han faktisk Dorgu på højre wingback fra tid til anden.

Det blev dog hurtigt klart, at Dorgu fungerer bedst til venstre. Hans første tid under Amorim var en smule svingende. Når han spillede sammen med Garnacho, fungerede samarbejdet sjældent optimalt, fordi Garnacho ofte optog det rum, Dorgu gerne ville løbe ind i.

Til gengæld kom Dorgus kvaliteter, som fart, power og direkte løb, langt bedre til udtryk, når han spillede med Bruno eller en anden mere klassisk 10’er foran sig.

Dorgu passer i virkeligheden godt ind i Amorims system, fordi hans styrker ligger i det offensive. Han trives, når han kan komme buldrende op ad venstrekanten og tilbyde den offensive bredde, der opstår, når 10’eren trækker ind i banen.

Jeg synes, at United er et bedre hold, når Patrik Dorgu spiller på den vestre wingback.

Defensive mangler

MEN. Det siger desværre også en del om Dorgus defensive mangler, at Amorim lige nu prioriterer Diogo Dalot foran ham.

Man kan vel næsten tillade sig at sige, at Amorims tillid til Dorgu, har han haft. Mistet… (reference til ‘Landmand søger kærlighed’ for dem der forstår den)

Diogo Dalot er fejlvendt, når han spiller i venstre side, og personligt kan jeg dårligt huske, hvornår han sidst leverede en decideret god præstation for United. Faktisk ender det næsten altid med en “fire- eller fem-ud-af-ti”-indsats.

Derfor er det også skuffende, at Amorim ikke har større tiltro til Dorgu, end han har. Det er tydeligt, at når Amad spiller på højre wingback, foretrækker Amorim at bruge Dalot på den modsatte kant.

Jeg tror, Amorim på nuværende tidspunkt foretrækker Dalot, fordi han tilbyder lidt mere støtte, når United bliver ramt på omstillinger. Et område, der notorisk har været et svagt punkt i lang tid.

Dalot er ikke nogen fantastisk back, men man ved, hvad man får. Og nogle gange er det nok.

Dorgu virker derimod til tider ukoncentreret defensivt, især når han skal forsvare sit eget felt. Der har desværre været et par deciderede defensive blundere, hvor han har set dum ud.

Hvem husker ikke hans mareridtskamp mod Ipswich i sidste sæson, hvor han først spiller en Ipswich angriber helt blank foran mål, for derefter i det 43. minut at trække en rød billet og blive sendt tidligt i bad?

Hans seneste indhop i sejren mod Brighton var også langt under par, og han havde en stor andel i, at Brighton nær lykkedes med et comeback.

Det skal dog ikke ligge Dorgu til last, at han kom til United midt i klubbens værste Premier League-sæson nogensinde. Det har uden tvivl ikke været nemt at træde ind på det hold, han blev en del af i januar.

Dog må vi konstatere, at Dorgu har startet alle tre kampe i Uniteds nuværende sejrsstime på bænken og at det ikke tyder på, at det ændrer sig lige foreløbigt.

Voldsom fysik

Teknisk og taktisk har Dorgu stadig en del at lære, men noget, du ikke kan træne dig til, er den fysik han besidder. Her skiller han sig ud. Han har en usædvanlig kombination af fart, styrke og eksplosivitet, som bare gør, at der ligger et uforløst potentiale.

På et velfungerende hold, hvor rollerne er tydelige, og strukturen er afstemt, tror jeg, at Dorgu kan blive en stor succes. Det var langt fra tilfældet i sidste sæson, hvor United sejlede, men forhåbentlig får han bedre forudsætninger i fremtiden.

Som fans er det dog vores pligt at stille krav, og Dorgu skal tage det næste skridt, hvis han skal blive en succes i Manchester United.

Især teknisk og taktisk. Hans indlægsfod skal blive skarpere, og hans positionering skal forbedres. Lige nu reddes han ofte af sin fart, men hvis han i fremtiden kan blive bedre til kombinere sine fysiske forcer med større ro og beslutningstagen, har United helt sikkert noget spændende at bygge på.

Og så lige en sidste note:

Jeg har i en tidligere podcast kritiseret Dorgu for, at han oftest søger firsparket og smider sig for let. Det er ikke, fordi han filmer, men jeg synes ofte, at Dorgu falder, så snart en modstander kommer tæt på ham.

Med den fysik han besidder, mener jeg, at han i højere grad bør forsøge at glide af på sin modstander. For når han først kommer forbi det første pres, er der ikke mange spillere i Premier League, der kan følge ham.

Igen i denne sæson er han blandt de spillere, der bliver begået flest frispark i mod. Det er fint at have den trumf i sit arsenal – at kunne trække et frispark, når man er presset – men jeg så gerne, at Dorgu blev på benene og holdt spillet i gang, da det i min optik kun ville gøre ham endnu bedre.

Så et lille ønske til Patrick Dorgu herfra!

Vurdering: 5,5 /10

Jeg ligger et sted mellem 5 og 6. Han var ikke voldsomt dyr, og han har stadig fremtiden foran sig.

Der er dog lidt for langt mellem snapsene for Dorgu. Det tror jeg også, Amorim synes. Han har potentialet, men han skal lægge på. Især teknisk og taktisk, hvis ikke United-ledelsen på sigt begynder at kigge efter en erstatning.

Det siger desværre også en del om hans venstrefod, at han efter 29 kampe for United står noteret for nul mål og to assists.

Vi skal dog huske, at Dorgu kun havde spillet halvanden sæsons seniorfodbold, da han kom til United. Vi ved alle, hvor lang tid det kan tage at vænne sig til tempoet i Premier League. Når man lægger dertil, at han trådte ind på et dysfunktionelt hold og stadig er ung, synes jeg faktisk, han har klaret det ganske fornuftigt.

Jeg tror, og håber, at han er en del af fremtiden i Manchester United!

Skriv et svar
Forrige artikel

Amorim før møde med Sean Dyche: "Hvis vi spillede 4-4-2, vandt vi måske flere kampe"

Næste artikel

Lammens vifter Schmeichel-kompliment væk: Må være realistiske

ANNONCE