Tre førsteholdsspillere returnerer til kamptruppen, bekræfter Amorim

Rúben Amorim kan glæde sig over, at have lidt flere strenge at spille på, når Manchester United i morgen gæster Goodison Park. Det udtaler cheftræneren på fredagens pressemøde.

(Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images)

Amorim er ikke nødsaget til udtage syv akademispillere til morgendagens kamp mod Everton, som tilfældet var i sidste weekend mod Tottenham.

I løbet af ugen er tre førsteholdsspillere nemlig kommet sig ovenpå sygdom og skader. Det gælder Christian Eriksen, Manuel Ugarte og Leny Yoro.

– Spillere er blevet klar igen – Chris, Manu og Leny vender tilbage, udtaler Amorim.

Eriksen og Yoro var ramt af influenza, men er raske igen.

Amorim kom til at antyde efter Tottenham-kampen, at Eriksens historik med hjerteproblemer også spillede ind. Det var dog en misforståelse, forklarer han på dagens pressemøde.

– Han er rask og klar til at spille på højt niveau i mange år. Det er blot mine begrænsninger i at forklare skaderne. Det vil jeg gerne gøre klart.

Men udover de tre overnævntes retur, er der ikke meget positivt at berette på skadesfronten.

– Det er svært at vide. Amad er ude i lang tid. Mase (Mount, red.) fortsætter sin genoptræning. Luke (Shaw, red.) fortsætter også sin genoptræning. Jeg har ingen dato for hans tilbagevenden.

– Toby (Collyer, red.) ser ud til at være den, der er tættest på, men er ikke klar endnu. Kobbie (Mainoo, red.) er i bedring. Vi er nødt til at tilpasse os og bruge de spillere, vi har til rådighed.

– Altay (Bayindir, red.) er i gang med sin genoptræning, Tom (Heaton, red.) er også i gang med sin genoptræning. Igen, jeg har ingen dato, men de er i bedring, forklarer Amorim.

Der er kampstart på Goodison Park kl. 13.30 i morgen.

Analyse: Sådan sammenlignes Amorim og Ferguson efter 21 United-kampe

Forrige artikel

Transferevaluering: Manuel Ugarte

Næste artikel

Optakt: Formstærke Toffees i Uniteds farvel til Goodison Park

ANNONCE