Ganske som forventet havde mange af de syge Manchester United-spillere fundet vej til startopstillingen alligevel, og det betød at United kunne mønstre noget nært stærkeste opstlling, med de andre reelle skadede spillere undtaget.
Manchester City og Manchester United så hinanden an i kampens indledning, men ganske skuffende for os der betragtede spillet, virkede det aldrig som om, at de stoppede med det. Begge mandskaber turde ikke slippe tøjlerne, og satse det ekstra, der kunne have åbnet kampen op, og derfor måtte det ende som det startede – 0-0.
Manchester United fik første scoringschance, da Patrice Evra havde fået forvildet sig op i modstanderens felt, og prøvede sig af med et forkølet højrebensspark. Joe Hart havde ikke de store problemer i situationen.
Senere var Carlos Tevez ved at gøre sig til byens mest hadede og elskede person, da han tvang van der Sar ud i fuld længde på et frispark.
De to chancer – én i hver ende – opsumerer hele første halvleg. Begge mandskaber stod meget kompakt, og når forsvarerne er bedre end angriberne, så måtte hver eneste opløb til chance se sig standset inden det blev nævneværdigt.
Manchester United havde stor ære af kampen, da de trods alt styrede midtbanen, og var spilstyrende og i mest boldbesiddelse trods ulempen ved at spille ude. Den sidste aflevering manglede bare gang på gang.
Den var Wes Brown lige ved at levere dog, da han sendte et indlæg ind til Dimitar Berbatov, der selvfølgelig prøvede at saksesparke den ind kort inde i anden halvleg.
Chicharito kom på banen istedet for Berbatov i sidste fjerdedel af kampen, men end ikke han kunne kreere det magiske øjeblik som kampen behøvede.
Derfor måtte det stort opblæste derby ende i en skuffende og bemærkelsesværdig kedelig nulløsning.
Mange ville muligvis have solgt den for ét point inden kampstart, men som kampen skred frem vil det være Manchester United der vil ærgre sig mest over ikke at have vundet.