Manchester United får også de kommende år glæde af Rafael, som Chelsea ellers har haft snøren ude efter ifølge vedholdende rygter.
Højrebackens agent Cassiano Pereira meddeler således, at Rafael har besluttet at forlænge sin United-kontrakt, så den løber helt til 2016.
– Rafael er henrykt over at kunne blive i United, som er en af Europas største klubber. United satsede på ham, de sparkede døren ind til europæisk topfodbold for ham. Alle parter er yderst tilfredse med forlængelsen, siger Pereira til Globoesporte.
Fabio smutter til London
Mens Rafael bliver på Old Trafford, er Fabios lejeaftale med Queens Park Rangers også tæt på at gå i orden.
– Fabio er en eftertragtet herre, fordi han stadig har alderen på sin side. Han har brug for at spille, og vi har vurderet, at tilbuddet fra Queens Park Rangers var det bedste. Portugisiske og tyske klubber var også inde over på et tidspunkt, men i sidste ende ønskede Fabio at blive i Premier League, siger Pereira.
Hverken Rafaels kontraktfornyelse eller Fabios lejemål er endnu bekræftet fra Manchester Uniteds side.