U18: Forberedes til førsteholdet

Paul McGuinness fortæller lidt om hvordan der i den forgangne uge er blevet arbejdet med, at gøre de unge talenter klar til en fremtid i United.

I morgen møder Uniteds u18-hold Wolverhampton. En kamp der normalt ville blive spillet på træningsanlægget i Carrington. Men i morgen er kampen flyttet til Altrincham, for at spillerne kan spille foran flere tilskuere, og dermed tilpasse sig dette.

– Vi har lavet en hel bog til Premier League, med ting som spillerne i de forskellige alderskategorier har brug for, blandt andet for at få mere erfaring. Nogle gange vil man gerne have, at de skal spille foran flere tilskuere, andre gange bag lukkede døre. Nogle gange deltager vi i turneringer, så en kamp i morgen i Altrincham er perfekt, siger McGuinness til manutd.com.

United har tabt de sidste to kampe i ligaen, og skal altså rejse sig i morgen mod Wolves. Men det bliver uden den store profil i år, da Demetri Mitchell er ude med en skade den næste måneds tid.

– Desværre har Demetri Mitchell fået en mærkelig skade i ledbåndet i anklen, og er ude i en måneds tid. Det er frustrerende, da han har været farlig og godt spillende i år. Det er et slag for os, men åbner døren for andre, og heldigvis er Marcus Rashford ved at være klar igen og er stærkere for hver dag der går, siger u18-cheftræneren, der også har keepere Dean Henderson tilbage fra skade.

Rundtur på Old Trafford

I løbet af denne sæson har en række unge spillere fået chancen under Louis van Gaal. Og Paul McGuinness fortæller da også, at man arbejder på at gøre spillerne klar til en dag pludselig at stå og skulle spille på Old Trafford.

– Van Gaal har flere gange sagt, at selv om der er købt nye spillere, har 14 mand forladt klubben, hvilket betyder at der er en række ledige pladser i truppen, noget de unge kan gå efter. Det er op til dem at gribe chancen. Det er også derfor vi spiller i morgen fredag aften, hvor der vil være flere tilskuere end normalt, siger McGuinness.

Desuden har u18-talenterne i den forgangne uge været et smut forbi Old Trafford, hvor det blev til en rundvisning på stadion og en tur forbi klubbens museum. Alt sammen for at gøre spillerne klar til selv en dag at trække den røde trøje over hovedet, spille på Old Trafford for United, og være 100% klar til det.

– Med en kamp fredag, har vi ikke trænet så meget i denne uge. Vi har været på Old Trafford for at vænne spillerne til stadionet. De fik en tur på klubbens museum for at lære om klubbens historie, var en tur nede og se omklædningsrummene, tunnellen, udskiftningsbænkene og selve banen. Alt sammen for at de skal være trygge og ikke blive overraskede og nervøse, hvis de en dag står og skal i aktion for førsteholdet, udtaler Paul McGuinnes til manutd.com.

Forrige artikel

Ronaldo vender retur til Old Trafford

Næste artikel

Henriquez glad for Zagreb

ANNONCE