U18-holdet skuffede, da Crystal Palace tog revanche

Fem dage efter at have slået Crystal Palace i FA Youth Cup semifinalen, tog ørnene revanche med en – lidt heldig – sejr i finalen af U18 Premier League Cup.

Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images

Onsdag aften spillede Darren Fletchers U18-hold på Selhurst Park i U18 Premier League Cup-finalen.

Her mødte de Crystal Palace, samme modstander som de besejrede i fredags i FA Youth Cup-semifinalen på Old Trafford.

Bemærk at der er tale om to forskellige cup-turneringer, hvor FA Youth Cup altså er den mest prestigefulde af dem.

I fredagens semifinale vadede United i chancer og kunne kun bebrejde sig selv for, at den kun blev 1-1 i ordinær spilletid.

Samme mønster gentog sig i går, hvor United kun kunne bebrejde sig selv for kun at have en smal føring i slutningen af den ordinære spilletid.

Den havde de haft siden det 20. minut, hvor JJ Gabriel lavede en bolderobring på egen banehalvdel.

Han sendte Chido Obi af sted i venstre side, hvor han holdt fast i bolden og ventede på assistance.

Hjælpen kom fra Noah Ajayi, der kom i et løb på indersiden. Med bolden i fødderne udfordrede han og lagde bolden i mål med sit venstre ben.

Kollapset

Crystal Palace havde et enkelt skud på overliggeren, hvor United var heldige med at undgå en udligning.

Det måler sig dog ikke med det orgie af store chancer, der var i den modsatte ende.

Chido Obi havde et skud på overliggeren, hvor han var helt fri og burde have ramt inden for målet. Nathaniel-Junior Brown ramte også stolpen, hvorefter bolden dansede på stregen, indtil den blev clearet af en forsvarsspiller.

JJ Gabriel var alene med keeperen og forsøgte at drible forbi, modsat i fredags, hvor han scorede med et lob i en tilsvarende situation.

Indskiftede Jay McEvoy tog sidst i kampen en dribling ind mellem to forsvarsspillere og var alene med keeperen. Men han overplacerede skuddet, der gik lige over det fjerne hjørne.

Fælles for Brown, Gabriel og McEvoys gode muligheder var, at det var Chido Obi, der spillede dem fri.

Danskeren spillede en glimrende kamp og havde særligt et godt blik for sine medspillere. Han har ellers haft en tendens til at være lidt for selvisk på det seneste.

Med så stort et overtag i spil og chancer skulle det lige passe, at Palace fik udlignet til sidst. Og ganske rigtigt. Halvvejs gennem de 5 minutters overtid kom en lang bold frem mod angriber Benji Casey.

Albert Mills kom til at halse efter Casey, der havde frit løb ned mod målet. Mills greb fat i ham bagfra, men angriberen faldt først til jorden inde i feltet.

Dommeren pegede derfor på straffesparkspletten og viste Mills et rødt kort. Casey scorede sikkert fra pletten.

1-1 og 10 mod 11 i den forlængede spilletid. Ikke den ønskede afslutning på en kamp, man havde domineret fuldstændigt.

Sjælden indskiftning og straffesparkskonkurrence

Forud for straffesparkskonkurrencen blev Uniteds boldspillende keeper, Cameron Byrne-Hughes, skiftet ud til fordel for den to meter høje Fred Heath i håb om, at han ville være et bedre valg i straffesparkskonkurrencen.

Heath endte dog med at springe den forkerte vej på samtlige forsøg, så selvom indskiftningen virkede som et spændende valg, endte den ikke med at gøre en positiv forskel.

United var også dygtige til selv at få scoret. Daniel Armer, Jim Thwaites, Chido Obi, Amir Ibragimov og Jay McEvoy scorede alle sikkert på sine forsøg.

Efter de første fem spark var det så Godwill Kukonki, der gik til bolden, og hans afslutning blev reddet af den storspillende 15-årige keeper Luca Benneton.

Derfor er det Crystal Palace, der vinder det “lille” cup-trofæ, U18 Premier League Cup.

Forhåbentlig har Darren Fletchers tropper nu lært noget om at kende sin besøgelsestid, inden det lørdag den 9. maj går løs mod Manchester City i finalen af FA Youth Cup.

Positivt var det dog, at offensiven og især Chido Obi havde et meget bedre udtryk og samspil end i seneste kampe.

Derudover var det også meget positivt med Amir Ibragimovs indskiftning og comeback. Han har været ude med en skade siden den 8. november 2025.

Kampen i tal

United: Cameron Byrne-Hughes (Fred Heath 119′); Yuel Helafu, Albert Mills, Daniel Armer, Godwill Kukonki; Rafe McCormack (Jay McEvoy 80′), Jim Thwaites; Junior Brown (James Overy 80′), JJ Gabriel (Amir Ibragimov 70′), Noah Ajayi (Samuel Lusale 60′); Chido Obi.

1-0: Noah Ajayi 20′

1-1: Benji Casey 90+4′ (straffespark)

5-6 i straffesparkskonkurrencen efter seks forsøg til hvert hold.

Rødt kort: Albert Mills 90+3′

Skriv et svar
Forrige artikel

Medie: United tilføjer Real Madrid-profil til ønskelisten

ANNONCE