U18: Målmandsdrop sikrer sejr mod Chelsea

Paul McGuinness og hans u18 talenter hentede en god sejr på 1-0 hjemme mod Chelsea i lørdags.

Efter pause fra den hjemlige liga i nogle uger, grundet deltagelse ved Dallas Cup i USA, var der atter gang i den lørdag middag på Carrington, da Uniteds u18-hold tog i mod Chelsea.

Chelsea har de senere år klaret sig ganske glimrende på dette u18 niveau, men mangler endnu at høste frugterne af dette arbejde, og se egne talenter strømme igennem til førsteholdet i Premier League.

Det blev en underholdende og velspillet affære i Manchester lørdag middag. Chelsea spillede noget god fodbold, og var ikke kommet for at forsvare sig til et point. United var også godt med i kampen, havde flere gode chancer, og leverede en god gang fodbold.

Paul McGuinness lavede et par taktiske ændringer i pausen, hvor vi blandt andet fik Jack Barmby ind som venstreback. Barmby, der ellers primært er kant eller angriber, gjorde det ganske udemærket på en noget uvant position.

Vi skulle dog helt hen til små ti minutter før tid, før kampens enlige scoring faldt. Sam Byrne fik presset Nortei Nortey i Chelsea-forsvaret til en tilbagelægning til keeperen, som slet ikke fik ram på bolden, og et af de mere komiske selvmål afgjorde altså opgøret til Uniteds fordel.

Dermed holder United sig til i toppen af rækken. 17 point i ni kampe er facit for United, der har tre point op til Southampton, der dog har spillet to kampe mere. Fulham fører puljen med fire point ned til United. Næste opgør for talenterne er på lørdag, hvor Southampton gæster Carrington.

United u18 1 – 0 Chelsea u18

Jonny Sutherland
Donald Love – Patrick McNair – Liam Grimshaw – Callum Evans
James Weir – Ben Pearson – Joe Rothwell – Jack Rudge
Mats Dæhli
James Wilson

Bænken:
Joel Pereira, Nicholas Ioannou, Jack Barmby, Sam Byrne, Andreas Pereira.

Udskiftninger:
45′ Jack Barmby ind, Callum Evans ud.
45′ Sam Byrne ind, James Wilson ud.
66′ Andreas Pereira ind, Joe Rothwell ud.

Målscorere:
82′ 1-0 Nortey (selvmål).

Previous Article

Mancini tror ikke på 6-1-gentagelse

Next Article

Welbeck glæder sig til derby

ANNONCE