U18: Sæsonen der gik

Uniteds u18-talenter er færdige med sæsonen, vi gør her status for holdet.

Det at udvikle spillere til førsteholdet, har altid været en helt central del af Manchester United. Sir Matt Busby og Jimmy Murphy lagde grundstenene med de legendariske “Busby Babes”, Sir Alex og Eric Harrison fulgte trop med “Class of 92”, og nu bærer van Gaal det tunge ansvar med at give ungdommen chancen.

Det har han hidtil gjort ganske fornuftigt, og givet debut til en række unge spillere. Næste række af talenter er så småt på vej, og Uniteds u18-hold har i denne sæson leveret en godkendt præstation.

Vi ser her nærmere på sæsonen der gik, og evaluerer på Paul McGuinness og hans unge tropper.

FA Youth Cuppen
United har stolte traditioner i FA Youth Cuppen, men måtte i år forlade turneringen i 5.runde. Her blev Tottenham for stærke, og vandt med 3-1 på White Hart Lane.

Inden da havde United vundet hjemme med 1-0 mod Bury og 3-0 mod Hull. Alt i alt var det godkendt af de unge United-spillere, da der på intet tidspunkt var forventninger om at vinde turneringen i år. Holdet har et par mangler – hvilket vi vender tilbage til – ligesom skader spillede ind i opgøret mod Spurs.

Næste år vil man kunne forvente mere af holdet i denne turnering. Allerede i år har spillere som Axel Tuanzebe, Ro-Shaun Williams og Callum Gribbin spillet en vigtig rolle, og alle tre vil stadig være spilleberettigede næste sæson.

Ligaen
United spillede sig i efteråret videre til slutspillet på u18-niveau, efter en række stærke præstationer mod slutningen af puljespillet. Tre nederlag i de første seks kampe gav en tung start, som man dog fik overvundet. Specielt blev defensiven stabiliseret og har siden været rigtig stærk.

Demetri Mitchell åbnede som lyn og torden, men en langvarig skadespause betød et halvt års tid på sidelinjen for stortalentet, ligesom Paul McGuinness pludselig stod og manglede et af de stærkeste offensive kort. Meget blev derefter lagt over på Callum Gribbin, der egentlig stadig er u16-spiller, og Marcus Rashford.

Rashford har ofte spillet angriber i denne sæson, en rolle han ikke helt har fungeret i. Hans kvaliteter kommer oftest bedst til udtryk, når han får lov at være placeret længere tilbage på banen. Forhåbentlig har tiden som angriber udviklet afslutningsfærdighederne hos Rashford. Netop manglen på en rigtig angriber har ofte været synlig i opspillet hos u18-holdet i løbet af sæsonen.

I forårets slutspil var United længe med i kampen om at tage guldet, men nederlag i de to sidste og afgørende kampe til Chelsea og Middlesbrough kostede dyrt. Enkelte hold mangler stadig en kamp, og guldet skal afgøres mellem Middlesbrough og Everton, mens United på 3. eller 4.pladsen, afhængig af Chelseas sidste kamp.

Endnu engang en godkendt præstation af de unge talenter, der specielt defensivt har stået stærkt. Målscoren på 9-8 i de syv afgørende kampe viser da også en solid defensiv, mens det omvendt har knebet mere med selv at få prikket bolden i nettet.

Hvem skal vi holde øje med?
Det er altid svært at vurdere helt præcist på u18-niveau. Skader kan pludselig sætte et stort talent tilbage i udviklingen, mens andre omvendt blomstrer op lidt senere i ungdomsårene.

De tre spillere jeg vil nominere som årets spiller er følgende;
Axel Tuanzebe. Anføreren har styret forsvaret rigtig stærkt, og været en nøglefigur hos McGuinness. Han har allerede fået lov at snuse til u21-fodbold, og på trods af han stadig kan spille u18-bold næste sæson, virker han klar til næste skridt i udviklingen.

Timothy Fosu-Mensah. Nyindkøbet fra Ajax har levet op til de forventninger der var til ham. Han har spillet både i forsvaret og på midtbanen, og i rollen som bindeled mellem forsvar og midtbane, har hollænderen været enormt stærk og vigtig for holdet. Virker også moden til u21-fodbold efter sommerpausen, men der er mange om pladserne.

Tyler Reid. En flyvende tank ude på højrebacken. Reid har med sin enorme fysik og gode speed i stængerne været flyvende på højrekanten. Han har været solid i defensiven, og altid med fremme og hjulpet til i offensiven. Ros til hele forsvaret for en solid sæson, men Reid har nogle spændende spidskompetencer.

Statistik
– 28 spillere har Paul McGuinnes brugt i løbet af sæsonen. Cameron Borthwick-Jackson har spillet mest, da han har spillet 31 kampe for u18-holdet i løbet af sæsonen.

– 12 spillere har scoret for United i sæsonen. Marcus Rashford blev topscorer med 13 kasser, heraf de 12 af dem i ligaen.

– Joe Riley har været holdets kreatør, da han har leveret assisten til ti mål i årets løb.

– I sidste kamp mod Middlesbrough gav United debut på u18-niveau til 15-årige Aidan Barlow der er højreback, og det blot 14-årige stortalent Angel Gomes.

Forrige artikel

Depay: Jeg vil være verdens bedste

Næste artikel

U21: Hvem er årets spiller?

ANNONCE