Med en sikker sejr i gårsdagens derby mod City, er Uniteds u21-hold nu tæt på titlen som vinder af u21-ligaen. Et point er alt der mangler, før Warren Joyce og co kan gentage sidste sæsons sejr på dette niveau.
På manutd.com kan man allerede nu stemme om hvem der skal være årets spiller på u21-niveau. Liam Grimshaw, Donald Love og Andreas Pereira er nomineret. Tre helt centrale og faste spillere på u21-holdet i denne sæson, men man må alligevel undre sig over hvorfor anfører Tom Thorpe ikke er blandt de nominerede.
Thorpe har været stærkt spillende hele sæsonen, uanset om det har været i forsvaret eller som defensiv midtbanespiller. Og han har levert på en så godt, højt og stabilt niveau, at han burde være en oplagt kandidat til titlen som Denzil Haroun Reserve Team Player of the Year.
I 2011/12 vandt Michael Keane afstemningen, året efter var det Adnan Januzaj, mens østrigske Saidy Janko blev årets spiller sidste sæson. Her er de tre nominerede i denne sæson – der kan stemmes på manutd.com.
Liam Grimshaw
Grimshaw har spillet 20 kampe på u21-holdet i løbet af sæsonen, og været anvendt over det meste af banen. Primært dog i forsvaret og på midtbanen, hvor han med masser af energi og fight har været en vigtig figur.
U18-cheftræner Paul McGuinness har tidligere udtalt, at Grimshaw er en gevinst for alle hold, da han kan spille så mange pladser, ligesom vi så det med blandt andet John O’Shea i sin tid. Grimshaw står nok overfor et udlån næste sæson, og den tidligere u18-anfører går en vigtig sæson i møde for hans fremtidsmuligheder i United.
Donald Love
17 kampe har Love spillet for Warren Joyce i denne sæson på u21-holdet. Love var forrygende som højreback for u18-holdet forrige sæson, mens det sidste år var svært for den unge skotte at tage skridtet op til reserveholdsfodbold, ligesom flere skader gjorde det svært for ham at få en fast plads.
I år har Love så formået at etablere sig i forsvaret, hvor han både har spillet højreback og i midterforsvaret, ligesom det enkelte gange også er blevet til en tjans som venstreback. En fast skikkelse i defensiven, der har gjort det godt i lange perioder af sæsonen, og en fortjent nominering til Love.
Andreas Pereira
Den nok mest kendte af de tre kandidater, og også den eneste af de tre med førsteholdserfaring fra United. ganske vist er det ikke mange minutter Pereira har fået under van Gaals ledelse, men han har fået lov at smage på det, og med den nylige kontraktforlængelse, ser det ud til at van Gaal og United har tiltro til den unge brasilianer med belgiske rødder.
Pereira har i denne sæson spillet 20 kampe for u21-mandskabet, og har nettet fire gange. Han har ofte fungeret som det helt centrale offensive omdrejningspunkt, med hjælp fra Wilson, Harrop og Januzaj i enkelte optrædner. I sidste sæson kneb det for Pereira med at dominere kampene på u21-niveau, noget der der blevet bedre i år, men han kan stadig falde helt ud til tider. Det skal der fortsat arbejdes på. men ellers er Pereira ved at være for god til dette niveau, og mon ikke et udlån venter efter sommerpausen.