U18: Sejr i mini-derby

Uniteds u18-talenter bragede i dag sammen med City, i det første af weekendens opgør mellem de røde og lyseblå.

I morgen gælder det store Manchester-derby, men allerede her til eftermiddag tog de to klubbers u18-hold forskud på glæderne, da de mødtes i slutspillet i u18-ligaen.

United var ramt af et par skader og stillede op med et ungt hold. Demetri Mitchell, Tyler Reid og Joe Riley var alle ude med skader, hvilket gav muligheden fra start til unge folk som Charlie Scott og Ethan Hamilton, mens flere u15 og u16-spillere var på bænken.

Ganske som ventet blev det en kamp præget af hård kamp om midtbanen, masser af tempo og flere gode muligheder i begge ender.

Kampen blev afgjort efter en times tid, da Callum Gribbin blev nedlagt få meter udenfor Citys felt. Det efterfølgende frispark sendte han selv i nettet med venstrebenet og sørgede for at de røde kunne juble over sejren i Manchesters mini-derby.

Generelt har United fået en god start på weekendens opgør mod naboerne. U16-holdet vandt med 2-0 i opgøret mod City, så forhåbentlig kan Louis van Gaal og co fuldende det i morgen på Old Trafford.

U18-holdet er fortsat godt med i toppen af slutspillet, og er pt nummer tre med syv point efter de første tre kampe. Næste kamp er om en uge, hvor det gælder Everton på udebane.

United: George Dorrington; Axel Tuanzebe, Cameron Borthwick-Jackson, Charlie Scott, Timothy Fosu-Mensah; Devonte Redmond, Jordan Thompson, Ruari Croskery, Ethan Hamilton; Marcus Rashford, Callum Gribbin.

Reserver: Oliver Byrne, Callum Whelan, Angel Gomes, Faustino Makela, Jimmy Dunne.

Forrige artikel

Den Glade Gris er rød!

Næste artikel

Kompany: Min mor afviste United

ANNONCE