U21-holdenes første gruppespil nærmer sig enden, og United er i hård kamp for at kvalificere sig til elitegruppen i foråret. Tre point ville bringe målet meget tæt på, mens et nederlag ville gøre chancerne meget spinkle.
Det var en intens første halvleg, der blev spillet på St. Mary’s Stadium på den engelske sydkyst. Allerede i det første minut begik Ryan Tunnicliffe en fejl, der kunne have kostet, men Sam Johnstone stoppede forsøget fra Emmanuel Mayuka.
Gæsterne fik dog hurtigt rysten fejlen af sig og fik spilovertaget i kampen. Det udmundede sig i flere store muligheder, men Uniteds offensivspillere var slet ikke skarpe. Ángelo Henríquez fik de fleste chancer for at score før pausen, men det chilenske stortalent misbrugte dem alle.
Også Federico Macheda og hjemvendte Jesse Lingard havde muligheder til at bringe United i front. De fik dog ikke testet keeper Cody Cropper, men ramte begge ved siden af mål.
Værterne fik bedre styr på spillet i anden halvleg, og det resulterede i et par farlige dødboldsituationer. Efter 55 minutter blev Tadanari Lee ramt af Marnick Vermijl, som forsøgte at sparke bolden ud af farezonen. Japaneren smed sig til jorden, og dommeren pegede på pletten. Lee sparkede selv straffesparket og scorede sikkert.
Tom Thorpe fik en god mulighed for at udligne ikke lang tid efter. Davide Petrucci sendte et frispark ind i hovedet på Thorpe, som desværre ikke kunne holde sit hovedstød inden for målrammen.
Først efter 81 minutter lykkedes det United at komme på tavlen. Efter et flot løb afleverede Tunnicliffe til Lingard, som fyrede af. Cropper reddede, men Macheda var over riposten og nettede sikkert.
Glæden varede dog kort, for i det næste minut fik Southampton et nyt straffespark, og Lingard blev udvist. Efter et hjørnespark clearede Lingard bolden fra stregen, og den langsomme gengivelse viste, at han tog hånden til hjælp. Lee skulle igen sparke, men denne gang snuppede Johnstone forsøget.
Kampen endte 1-1, hvilket er et acceptabelt resultat for United. Det kræver dog med stor sandsynlighed en sejr i sidste runde, hvis ”de røde djævle” skal med i elitegruppen.
Southampton 1-1 Manchester United
55’ 1-0, Tadanari Lee (straffe)
81’ 1-1, Federico Macheda (oplæg: Jesse Lingard)
Udvisninger
83’ Jesse Lingard
Opstilling
Sam Johnstone
Marnick Vermijl – Tom Thorpe – Michele Fornasier – Sean McGinty
Larnell Cole – Davide Petrucci – Ryan Tunnicliffe – Jesse Lingard
Ángelo Henríquez – Federico Macheda
Bænk
Joel Castro Pereira, Frédéric Veseli, Charni Ekangamene, Bébé, Tom Lawrence
Udskiftninger
70’ Ud: Ángelo Henríquez – Ind: Bébé
90+4’ Ud: Federico Macheda – Ind: Frédéric Veseli