Uafgjort i topkampen

Jamie Vardy scorede og slog dermed Ruud van Nistelrooys rekord, i en kamp der endte 1-1 mellem de to tophold i Premier League.

Havde man inden sæsonen peget på kampen den 28.november mellem Leicester og United, og sagt, at det ville være et opgør mellem de to tophold i Premier League, var man nok blevet mødt af latter fra de fleste.

Men mens Leicester i sidste sæson kæmpede hårdt i bunden af ligaen, og først sikrede endnu en sæson i Premier League i de sidste runder, så har Claudio Ranieri i denne sæson fået sat skik på Kasper Schmeichel og co, som har fået en fantastisk start på sæsonen.

En af de primære grunde til dette har været angriberen Jamie Vardy, der med arbejdsiver og målnæse, har været en fremragende bomber for Leicester. I dag var meget fokus rettet mod manden, der for få år siden spillede i de lavere engelske rækker, da han kunne overgå Ruud van Nistelrooys rekord på ti kampe i træk med scoringer.

Og det lykkedes for Vardy, da han efter 24 minutter sendte bolden ind bag David de Gea i United-målet. Scoringer var vel nærmest en klassisk Leicester-scoring. Et hjørnespark fra United endte i handskerne på Schmeichel, der hurtigt satte bolden i gang, og få sekunder senere sendte Fuchs så Vardy i dybden og bolden lå i nettet.

Flot scoring af hjemmeholdet, der viste kontraspil som United gjorde tilbage i de glade dage under Sir Alex. Men man må samtidig også sige, at hverken Young eller Darmian kunne være helt tilfredse med deres markeringsspil i kontraangrebet.

Scoringen virkede til at lamme United endnu mere. Dermed ikke ment, at spillet indtil scoringen havde været prangende. Endnu engang var Uniteds offensive spil unden kreativitet, uden tempo, uden bevægelse og uden for alvor at skabe de chancer der skulle teste Schmeichel af i buret.

Bedst som man var på vej til pause, kæmpede Bastian Schweinsteiger sig så forrest på et hjørnespark, og fik headet bolden i nettet til 1-1. Måske ikke helt fortjent, men en vanvittig vigtig scoring lige før pausen.

United var tvunget til et par ændringer inden opgøret, da formstærke Jesse Lingard var ude med en mindre skade, mens også Marcos Rojo måtte stå over med problemer. Til gengæld var Michael Carrick atter tilbage, og startede inde sammen med Schweinsteiger på midtbanen. Ligeledes var McNair tilbage i forsvaret, efter et par skader i efteråret.

Kampen igennem var billedet som man efterhånden er så vant til, når United er på skærmen. Masser af småspil og pasninger, og i perioder fuld kontrol over spillet, men uden for alvor at være farlige på den sidste tredjedel af banen.

Undervejs forsøgte Louis van Gaal at smide Memphis på banen i stedet for en Wayne Rooney, der havde fået en slag over foden, men inden da ikke havde gjort det store væsen af sig.

Hverken Leicester eller United formåede at score i anden halvleg, og derfor endte det med pointdeling, og United missede dermed muligheden for at stryge til tops i denne spillerunde, da City samtidig også vandt hjemme mod Southampton. Kampen vil dermed primært blive husket for Jamie Vardy og hans nu 11 kampe i træk med scoring.

United har nu en uges pause, inden West Ham næste weekend kommer på besøg på Old Trafford.

Bliv klædt på til kamp her – Køb Manchester Uniteds nye trøje

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Startopstillingen vs Leicester

Næste artikel

Ranieri: Stolt af drengene

ANNONCE