Det kan være noget rigtigt bøvl med rygskader.
Bare spørg Matthijs de Ligt.
Efter at have været ude i otte måneder må han ifølge det hollandske medie Voetbal Premieur sande, at han ikke når at blive klar, når Premier League-bolden ruller igen i slutningen af august.
De Ligt blev ellers meldt ‘i bedring’ af både Ruben Amorim, Darren Fletcher (da han var midlertidig træner) og senest Michael Carrick, men undervejs i foråret måtte United og De Ligt sadle om.
Hollænderen lod sig operere, og genoptræningen måtte begynde forfra. Og nu kan man – tre uger inden sæsonstart – konkludere, at sæsonstarten altså ikke bliver med ham på holdkortet.
Han er da heller ikke en del af preseason-truppen, der i øjeblikket er godt i gang med testkampene, og naturligvis var han heller ikke med den hollandske VM-trup.




