– Udlån gør dig mere moden som spiller

Ben Pearson ser frem til spilletid i Barnsley, og håber at kunne spille sig tættere på førsteholdet i United.

Ben Pearson drog i denne uge på udlån til Barnsley i League One, og midtbanespilleren kan allerede få debut i dag, når Yeovil gæster Barnsley. Den 20-årige Pearson er glad for at få chancen for spilletid i League One, og håber at kunne imponere.

– Jeg ser frem til min debut på lørdag, og vil gøre alt for at imponere folk. Jeg har spillet u21-fodbold i 18 måneder nu og har ikke rigtig haft muligheden før for at spille mod mænd. Forhåbentlig kan jeg spille nogle kampe og måske score et par stykker. Vi må se hvordan det går og hvordan jeg tilpasser mig spillet. Jeg gør det forhåbentlig godt, og hvem ved, måske bliver lånet så forlænget, siger Pearson.

Pearson, der kommer fra Oldham og har spillet i United hele livet, blev i forrige sæson kåret til årets bedste spiller på u18-holdet i United. Siden har han leveret en række glimrende kampe for Warren Joyce på u21-holdet, og står nu foran sit første udlån.

Netop det at drage på udlån var Pearson i efteråret lidt afvisende overfor, da han ville vente til den rette mulighed bød sig. Nu ser han frem til opgaven i Barnsley, og glæder sig allerede til at vende retur til United som en mere moden spiller.

– Vores manager siger det hele tiden. Når man som ung spiller vender tilbage bliver du behandlet anderledes og mere som en voksen. Du føler mere at du er en seniorspiller efter udlån, og det gør en stor forskel, siger Pearson til Barnsley Chronicle.

I Barnsley er de glade for tilgangen af Pearson.

– Han er en god spiller, som de har store tanker om i United. Jeg er glad for at United lod ham komme her, siger manager Danny Wilson.

Forrige artikel

U21: Uafgjort i Norwich

Næste artikel

Et betydningsfuldt farvel

ANNONCE