Ugens rygter

Denne uges rygter omhandler hovedsageligt Manchester Uniteds backpositioner, selvom der også har sneget sig et par historier ind om midterforsvaret, Cristiano Ronaldo og en ung portugiser.

Der er under en måned til, at transfervinduet lukker og det ligner stadig, at 33-årige Ashley Young er Manchester Uniteds førstevalg på venstrebacken. Derfor er der naturligvis også mange rygter om Uniteds backpositioner i denne uge.

Manchester Evening News mener, at Uniteds fans kan se frem til endnu en sæson med Ashley Young og Luke Shaw på positionen, da José Mourinho vil vente et år på at kunne hente Kieran Tierney fra Celtic.

Duncan Castles skriver hos The Times, at klubben er blevet enige om vilkårerne med Alex Sandro, men ikke vil betale den pris som Juventus kræver for brasilianeren.

Han melder yderligere, at United har sat Shaw til salg, men at englænderen selv har afvist et skifte til Everton.

En spiller der efter al sandsynlighed er på vej ud er Daley Blind. De Telegraaf skriver, at hollænderen er blevet enig med sin tidligere klub Ajax om en 4-årig kontrakt. BBC bakker op og siger, at United får 14 mio. pund, der kan stige til 18,5 alt efter Blinds præstationer.

Den italienske journalist Gianluca di Marzio skriver, at Napoli er interesserede i Matteo Darmian, da han kan dække begge backpositioner.

Gazzetta dello Sport skriver, at Inter vil leje italieneren et år med mulighed for at købe ham efterfølgende. Det vil i så fald kræve, at United benytter den option de har på at forlænge Darmians kontrakt, da den udløber næste sommer.

Simon Stone fra BBC skriver, at United vil hente flere spillere, men på nuværende tidspunkt ikke har planer om at forsøge at hente Toby Alderweireld fra Tottenham. Han skriver yderligere, at Blind ikke bliver den sidste spiller som klubben vil sælge.

Skal man tro Daily Mail så vil Mourinho og co. hellere forsøge at hente Harry Maguire, der kan koste dem 50 mio. pund.

Det er nok gået de færreste, der ikke har bemærket, at Cristiano Ronaldo er skiftet til Juventus. Ifølge den engelske journalist Sam Pilger blev United tilbudt ham, men valgte at takke nej, da de ville bruge pengene anderledes. Han er dog den eneste journalist, der har meldt den historie, så man skal nok ikke tage det videre seriøst.

Ifølge det portugisiske medie O’Jogo, så har både Barcelona og Manchester United budt på Portos 18-årige midtbanespiller Afonso Sousa.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

VM-spillere spares i første PL-kamp

Næste artikel

United-legender hylder Pogba efter VM-triumf

ANNONCE