Skaderne vælter ned over Manchester United i øjeblikket, og som om det ikke var nok at have Wayne Rooney sat ud af spil er der nu også tvivl om Robin van Persie.
Uniteds øjeblikkelige topscorer har således lårproblemer efter et sammenstød med en ungarsk forsvarer i tirsdagens VM-kvalifikationskamp, men landstræner Louis van Gaal er optimistisk på stjernens vegne.
– Vi skiftede Robin ud for at skåne ham. Det ser ikke ud til at være alvorligt, men det er dumt at tage nogen chancer, siger van Gaal til den hollandske tv-station SBS.
Tidligere på dagen måtte en anden af Uniteds offensive kanoner, Shinji Kagawa, trække sig kort inden Japans landskamp mod Irak.