United-fans planlægger protest i Herning

Det falder de medrejsende fans for brystet, at FC Mitdjylland kræver næsten 700 kr. for en billet til torsdagens kamp.

FC Mitdjylland er kommet i stormvejr på den anden side af Vesterhavet, efter klubben fra Heden har sat billetpriserne i vejret til kampen mod Manchester United. 

Helt konkret skal de omkring 800 medrejsende fans slippe 71 pund (683 kr.) for at se United på MCH Arena. Og det har fået United-fraktionen til at planlægge protester i form af bl.a. bannere under torsdagens kamp. 

Det skriver Manchester Evening News. 

– 71 pund for at se Europa League er ublu. Den samlede pris for alle Uniteds tre udebanekampe i Champions League var på 75 pund, siger Andy Mitten, redaktør på fanmagasinet United We Stand. 

Til sammenligning måtte Southampton-fansene slippe 22 pund for at se deres hold ryge ud til midtjyderne i kvalifikationen til Europa League sidste år. 

Det er dog ikke kun United-fansene, der må til lommerne. Det samme gælder for fansene af det danske mesterhold. 

– Tror de, at United-fans er tre gange så rige som Southampton-fans? Midtjylland flår fansene – deres egne og de 800 medrejsende, lyder det fra Andy Mitten. 

FC Midtjylland har ikke kommenteret på historien om de planlagte protester, men klubbens kommercielle direktør, Jacob Jørgensen, forsvarede i sidste måned de høje priser. 

– Vi skal kæmpe med Manchester United om at komme videre i turneringen, og jeg mener, at prisen er rimelig. Vi kunne med lethed få udsolgt til kampen, selv om vi tog 1500-2000 kr. pr. billet, sagde Jacob Jørgensen til Manchester Evening News ifølge Jyllands-Posten.

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

 

Forrige artikel

Opdateret: Manchester United i Herning - Nu med flyinfo

Næste artikel

Disse spiller lander i eftermiddag i Herning

ANNONCE