United har et angriberproblem, der skal løses hurtigst muligt

I indeværende Premier League indtager Manchester United en 15. plads over scorede mål, hvorfor de på nuværende tidspunkt er inde i en rigtig svær periode.

Den United-angriber, der sidst scorede på Old Trafford, var Jadon Sancho. Her skal vi spole tiden helt tilbage til den 28. maj tidligere i år.

I alt har United fået nettet til at blafre blot 18 gange i løbet af sæsonens 16 Premier League-kampe, hvilket er svarende til et målsnit på 1,12 mål pr. kamp. Den hidtil målfattigste Premier League-sæson for United var tilbage i 15/16-sæsonen under Louis van Gaal, hvor målsnittet var 1,28 mål pr. kamp. Denne sammenligning er i sig selv meget bekymrende.

Hvor bliver målene af?

Endnu mere bekymrende er, at det samlet set blot er blevet til 4 mål for Rashford, Højlund, Martial, Garnacho, Antony og Sancho til sammen. Særligt danske Ramus Højlund har haft svært ved at finde målformen, der endnu har til gode at score sit første Premier League mål efter 12  kampe i den røde trøje.

Spørger man tidligere Manchester United legende Rio Ferdinand, skal holdet tilføres nogle nye kantspillere, der skal sætte Højlund op og hjælpe ham med at få hul på “mål-bylden” i Premier League. I podcasten Vibe with Five sætter Ferdinand navn på fem Premier League-spillere, som kunne pynte godt på Uniteds offensiv. Ifølge ham ville Højlund være op på 5 eller 6 mål allerede, hvis de havde været United spillere i denne sæson. De fem spillere, der er tale om, er Jarrod Bowen, Michael Olise, Jack Harrison, Jacob Murphy og Dwight McNeil.

Nye kræfter til januar

For at komme de offensive problemer til livs har United ifølge The Guardian Stuttgart-angriber Serhou Guirassy i kiggerten her til januar. Han har allerede nettet 16 gange i Bundesligaen og render oven i købet rundt med en frikøbsklausul på 17,5 millioner euro. En anden spiller, som United ifølge Fabrizio Romano overvejer at kigge nærmere på, er den nuværende Leipzig-spiller Timo Werner, der for tiden lever en svær tilværelse i det østtyske.

Uanset hvad, skal der ske et eller andet med Uniteds offensiv, for det vi ser i øjeblikket, det holder ikke i længden.

 

 

Forrige artikel

Ten Hags tropper kan se frem til en længere pause i januar

Næste artikel

De glemte angrebsstjerner #1: Sir Alex’ favoritspiller

ANNONCE