Det undrede nok en del Manchester United-tilhængere, at Sir Alex Ferguson ikke styrkede truppen på den centrale midtbane under sommertransfervinduet. Det kan dog være at netop det vil ske under vintertransfervinduet, hvis man skal tro de seneste rygter.
Manchester United skulle nemlig være interesseret i Bruno Soriano fra spanske Villarreal. Han er en alsidig spiller som begår sig hovedsageligt på midtbanen, men som også kan spille begge backs. Det bliver dog ikke nemt at ruske ham ud af Villarreal-træner Juan Carlos Garridos hænder, da han anser ham som en uundværlig spiller.
”Jeg er overbevist om, at Bruno i dag er den bedste spiller i ligaen på hans position. Hvis vi sælger ham, får vi et problem med at erstatte ham. Vi har ikke modtaget nogle bud fra Manchester United eller nogen anden klub. Vi spiller i Champions League, så det at der er talentspejdere til stede, er meget normalt,” siger Juan Carlos Garrido om Bruno Soriano.
Den 27-årige spanier har kontrakt med den gule ubåd til 2016, og har en frikøbsklausul på €25 millioner euro, hvilket svarer til ca. £22 millioner engelske pund.