Foto: James Gill – Danehouse/Getty Images
Navne som Fletcher, Carrick og Rooney går nu igen på ungdomsholdene i United. Og det er efterhånden ikke så usædvanligt at møde et ganske velkendt efternavn, når man læser om fodbold rundt omkring. Både i og uden for United-regi.
Men kan man forvente den samme kvalitet fra den yngre generation? Det kan man nok ikke som udgangspunkt. Der er i hvert fald talrige eksempler på, at fars skygge kan være svær at træde ud af. Se bare på Laudrup-sønnerne Mads og Andreas.
Derudover render der også en Daniel Maldini rundt i det italienske, og hans karriere når nok heller ikke samme højder som hans fars.
Michael Laudrup og Paolo Maldini er til gengæld eksempler på, at det også kan gå den anden vej. Nu var Finn Laudrup og Cesare Maldini begge nogle dygtige og velrespekterede spillere i sin tid. Men vi fornærmer dem nok ikke ved at sige, at deres sønner endte med at blive endnu dygtigere end dem.
I denne artikel bringer vi et overblik over nuværende og tidligere spillere, som har haft en United-spiller som far. Vi starter med nogle velkendte navne, heriblandt en dansk landsholdskeeper. Herefter bevæger vi os hen til den yngre generation.
Byd gerne ind, hvis der er nogle, vi har glemt.
De etablerede
Vi springer John Aston Jr over og lægger i stedet ud med Alex Bruce. Han er søn af forsvarskrumtappen Steve Bruce, der udgjorde et legendarisk makkerpar med Gary Pallister i Manchester United. Alex har spillet to landskampe for både Irland og Nordirland, og på klubplan har han primært spillet for Ipswich Town og Hull City.
For sidstnævnte og for Birmingham City var han heller ikke uheldig med at have sin far som træner. Faktisk har han gennem sin karriere spillet flere kampe under Steve Bruce end under nogen anden manager. Alex er i dag 41 år og lagde støvlerne på hylden i 2022.
39-årige Kasper Schmeichel følger trop. Karrieren peakede med det overraskende mesterskab med Leicester City i 2016, men han har også spillet 120 danske landskampe, hvilket kun er overgået af Christian Eriksen, Dennis Rommedahl og far Peter.
Da Kasper var dreng, legede han med en 3-årig Tom Ince, hvis far Paul spillede i United frem til 1995. Tom er i dag 33 år og er aldrig nået op på sin fars niveau.
Han var dog en talentfuld spiller, som i 2013 vandt prisen som årets unge spiller i Football League, mens han spillede i Blackpool. Siden har han blandt andet spillet i Derby County og Stoke City , mens han nu er at finde i Watford.
30-årige Devante Cole er et andet eksempel på en spiller, som ikke har nået sin fars niveau. Andy Coles 186 Premier League-scoringer uden straffespark er kun overgået af Alan Shearer i skrivende stund.
Imens har søn Devante gjort karriere i klubber som Fleetwood Town og Barnsley, inden han i sommers skiftede til Port Vale i League One. Her har han indtil videre spillet 16 kampe med 7 mål og 2 assists til følge.
Vi slutter kategorien af med 28-årige Jordan Larsson, der med karrieren i FC København og otte svenske landskampe heller ikke lever op til far Henriks kvalitet.
De er gået andre veje
David Beckhams to ældste sønner, Brooklyn og Romeo, har begge været på Arsenals akademi. Ingen af dem fik dog spillet sig til en kontrakt og endte med at vende ryggen til fodboldverdenen.
I 2021 vendte Romeo dog tilbage for at spille for Inter Miamis andethold, efter hans far købte sig ind i klubben. Han kom sidenhen til Brentford, hvor han også kom til at spille for reserverne. I 2024 stoppede han fodboldkarrieren for anden gang i en alder af 22.
Romeo var ikke den eneste, der kom til at spille i USA. Mens han kom til Inter Miami på grund af sin fars ejerskab, kom Harvey Neville til, da hans far, Phil, blev cheftræner i klubben.
Harvey spillede i første omgang sammen med Romeo på andetholdet, men fik også 15 kampe for førsteholdet. I 2024 forlod han klubben til fordel for Portland Timber, hans fars nye klub. Her måtte han igen nøjes med at spille for reserverne, indtil han i 2025 skiftede til Phoenix Rising, hvorfra han også har været udlånt.
På Uniteds akademi
15-årige Jacey Carrick fik debut for Uniteds U18-hold i en 3-0 sejr over Newcastle den 6. december i år. Dermed slutter den venstrebenede midtbanespiller sig til en lille gruppe af sønner af tidligere United-spillere på Uniteds akademi.
Foruden Jacey, der naturligvis er søn af Michael Carrick, er der også tale om Kai Rooney samt tvillingerne Jack og Tyler Fletcher, sønner af Wayne Rooney og Darren Fletcher.
16-årige Kai Rooney har også debuteret på U18-holdet i denne sæson, hvor han også nåede at score sit første mål. Han har dog siddet ude med en skade siden august.
De 18-årige tvillinger spiller begge for Manchester Uniteds U21-mandskab. Tyler som en central eller defensiv midtbanespiller, ofte iført trøje nummer 6.
Imens er Jack typisk at se i rollen som nummer 10, også med det ikoniske nummer på ryggen. Jack har desuden siddet på bænken til indtil videre otte førsteholdskampe.
Tiden må vise, hvordan dette firkløver ender med at udvikle sig. I eller uden for United.
Andre steder
Der er også unge talentfulde sønner af United-koryfæer andre steder end på Carrington.
På Brightons akademi spiller 19-årige Lorenz Ferdinand, søn af Rio. Modsat sin far er han dog målmand og har både repræsenteret Brightons U18 – og U21-hold.
I Sheffield United spiller 19-årige Zach Giggs, søn af Ryan. Han var på Uniteds akademi frem til 2023, men flyttede så til Sheffield. Her har forsvarsspilleren både repræsenteret U18 – og U21-holdet.
17-årige Liam van Nistelrooy (foto) samt de 19-årige Shaqueel van Persie og Maximilian Ibrahimovic spiller alle for en klub, som deres fædre, Ruud, Robin og Zlatan, har repræsenteret.
Liam spiller på PSV’s U19-hold, mens Shaqueel er på U21-holdet i Feyenoord, men også har fået debut på førsteholdet. Det skete i en Europa League-kamp mod Celtic. Begge er angribere ligesom deres fædre.
Maximilian beskrives som en udfordrende kantspiller, og han spiller med AC Milans reservehold, der spiller i Serie D. Han har fire mål og tre assists i sine indtil videre 16 kampe for Milan Futuro.
Derudover har han også en lillebror, Vincent Ibrahimovic, der er 17 år og tilknyttet AC Milans U18-hold.
Vi kommer heller ikke uden om 15-årige Cristiano Ronaldo Jr, der spiller i Al Nassr og på Portugals U16-landshold. Han har også været forbi Carrington, hvor han blandt andre spillede sammen med Kai Rooney og den efterhånden ret hypede JJ Gabriel.
Slutteligt er der også Ruben Butt. Han spiller på midtbanen for Salford City, som hans far, Nicky, var medejer af indtil maj 2025. 18-årige Ruben har spillet syv førsteholdskampe for League Two-klubben.
Her scorede han den 11. november sine to første mål i samme kamp, til 3-1 og 4-1 i en 4-2 sejr over Wolverhamptons U21-hold i EFL Trophy-turneringen.




