United gik glip af en økonomisk gevinst på op til 85 millioner pund ved at tabe Europa League-finalen til Tottenham – og dermed muligheden for at spille Champions League i indeværende sæson. Klubben leder nu efter nye måder at tjene penge på. En af dem bliver, måske, en tur til Saudi-Arabien for at spille en venskabskamp midt på sæsonen ifølge Laurie Whitwell fra The Athletic
Samtalerne er på et tidligt stadie, og det er ingen garanti at en kamp bliver til noget.
En mulig venskabskamp i Saudi-Arabien er blot én af flere muligheder, ledelsen undersøger, i deres forsøg på at forbedre klubbens økonomi. Uniteds mangel på europæisk fodbold betyder færre midtugekampe end tidligere, hvilket giver klubben mulighed for at tjene noget af det tabte tilbage.
Set i slutningen af sidste sæson
Denne model med at spille ekstra venskabskampe for at tjene penge blev benyttet af klubben i sidste sæson. Efter sidste runde i Premier League drog Amorims tropper en tur til Hong Kong og Malaysia for at spille to venskabskampe. Disse kampe indbragte klubben omkring 10 millioner dollars.
Klubbens nye chief business officer, Marc Armstrong, har før benyttet sig af muligheden for at spille en såkaldt mid-season-friendly med sin tidligere klub Paris Saint-Germain i januar 2023. De stod dengang over for et all-star-hold fra den saudiarabiske liga, som inkluderede tidligere United-stjerne Cristiano Ronaldo. Et gensyn med ham virker derfor ikke helt umuligt.
United undersøger i samarbejde med Premier League mulige datoer og modstandere. Ifølge Premier Leagues regler må en klub ikke fastsætte en venskabskamp undervejs i sæsonen, så længe de præcise kampdatoer ikke er offentliggjort. Der forventes en dialog mellem klubben og ligaen.