United videre efter forlænget spilletid

Det holdt hårdt da Manchester United i dag spillede sig i semifinalen i Europa League.

For en uge siden spillede United og Anderlecht 1-1 i Bruxelles. Et resultat som Mourinho og co ikke var helt tilfredse med, for selv om det vigtige mål på udebane kom via Mkhitaryans scoring, burde det være blevet til sejr i Belgien.

I dag stod den så på returopgøret på Old Trafford, og forventningerne til United var store. Dels fordi der er lagt op til, at Anderlecht blot er et bump på vejen mod at kunne løfte pokalen i Stockholm sidst i maj, og dermed kvalificere sig til næste års Champions League. Og dels efter den fremragende præstation i søndags mod Chelsea i Premier League.

Mourinho havde ændret på enkelte positioner, hvilket blandt andet betød gensyn med Luke Shaw og Zlatan Ibrahimovic i startopstillingen. Men mens der blandt en del fans var en forventning om et fyrværkeri mod belgiernes mål, viste gæsterne sig frem fra en betydelig bedre side end i sidste uge.

Anderlecht gik ind og turde spille og angribe på Old Trafford. Uniteds første reele chance gav dog mål, da et flot kontraangreb endte hos Mkhitaryan, der bankede kuglen ind til 1-0. I minutterne efter scoringen virkede gæsterne rystede, og United lugtede muligheden for at lukke opgøret. Men målene udeblev, takket være et par fine redninger af Anderlechts keeper.

Derefter kom det belgiske storhold atter med i kampen, og havde flere fine opspil og chancer foran Sergio Romero i United-målet. Det blev kun værre for United, da Marcos Rojo måtte udgå med det der kunne ligne en knæskade, der kan holde ham ude resten af sæsonen. Surt show, både for Rojo og for United, da den argentinske forsvarspiller var inde i en god rytme med Bailly i forsvaret.

Daley Blind erstattede Rojo, og det gav lidt uro i det bagerste geled. 1-1 blev det sidst i 1.halvleg, og det var helt fortjent at Anderlecht kunne gå til pause med dette resultat. United virkede slet ikke oppe i det samme gear som i søndags mod Chelsea, og måske nervøsiteten for at fejle på et så afgørende tidspunkt af sæsonen spillede enkelte spillere et puds.

Anden halvleg blev en kopi af noget vi har set flere gange før på Old Trafford. Derfor endte det også 1-1 efter de 90 minutter. Et resultat der betød forlænget spilletid. Men de ekstra 2×15 minutter blev kun en realitet, da Uniteds offensiv endnu engang ikke formåede at sparke bolden i nettet.

Chancerne var der ellers. Zlatan, Pogba, Lingard og Rashford burde alle have scoret i løbet af de sidste 45 minutter, men på trods af friløbere og andre kæmpe muligheder foran belgiernes mål, fik United ikke bolden i nettet. Surt show, og ikke godt nok. For 30 minutters ekstra bold var vel på ingen måde det United havde brug for i et tætpakket program.

I forbindelse med afslutningen på de første 90 minutter, gik Zlatan i stykker og blev erstattet af Martial. Det ændrede ikke synderligt på kampbilledet. United dominerede og havde mulighederne, mens Anderlecht virkede trætte og hængte på med det yderste af neglene.

Og kort efter pausen i den forlængede spilletid kom forløsningen så. Endelig lykkedes det for Marcus Rashford, der inden da havde brændt en håndfuld gode muligheder. Men det 19-årige stortalent havde i den grad arbejdet for det oppe foran, og skabt en masse ravage i det belgiske forsvar.

Fuld fortjent scoring og resten af kampen kørte United hjem uden de store problemer. Bare ærgerligt der skulle bruges ekstra kræfter på at nå den semifinale, som der trækkes lod til i morgen. Men nu venter en stor opgave for Mourinho og resten af staben, der skal få spillerne klar og friske til søndagens opgør mod Burnley.

Muligheden for en titel i Europa League i år, og dermed en billet til næste års Champions League lever endnu.

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Forrige artikel

Disse 11 skal bringe United i semifinalen

Næste artikel

Carrick: Vi fortjente sejren

ANNONCE