Utrættelige Bruno Fernandes topper liste over spilminutter i Europa

Manchester Uniteds portugisiske 8’er er fast inventar, når holdkortet skal sættes. Og det samme gælder også i landsholdsregi. Læs her hvor kampdygtig han har været siden 20/21-sæsonen.

(Photo by Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

Bruno Fernandes spiller stort set alle kampe. Rub og stub.

Hans krop klager stort set aldrig, og det samme gælder ham selv. Han har en psyke, der fortæller, at han bare vil spille alle kampe. Det er vel nok en gave for enhver træner, der, udover at have at gøre med en dygtig spiller, kan anvende og forme ham, som han vil over en længere periode.

Derfor er han også meget fortjent blevet hjørnestenen under næsten alle United-hold – uanset træner – siden sin tilkomst i vinteren 2020.

I den overståede Premier League-sæson har Bruno Fernandes været den United-spiller, der – med 36 kampe og 3023 spilminutter – har været mest i aktion. Kun Mazraoui kommer nogenlunde i nærheden med 37 kampe og 2849 spilminutter. Og tæller vi alle turneringer med, lægger Fernandes sig også klart i spidsen.

Mest spilletid af alle i Europa

Men denne fortælling er langt fra en enlig svale, for sådan har det stort set været hver sæson siden sæsonen 2020/21. Og heller ikke kun internt i truppen er det en stor præstation, men også sammenlignet med resten af de store europæiske ligaer er hans tal intet mindre end overbevisende.

Netop det viser en top-10-liste fra The Athletic over spillere med flest spillede minutter siden 2020/21 i Europas fem største ligaer.

  1. Bruno Fernandes 22823 spilminutter (Manchester United)
  2. Alex Remiro 21576 spilminutter (FC Porto)
  3. Jan Oblak 21273 spilminutter (Athletico Madrid)
  4. Declan Rice 20149 spilminutter (Arsenal)
  5. Mohamed Salah 20108 spilminutter (Liverpool)
  6. Antonio Rüdiger 20076 spilminutter (Real Madrid)
  7. Ederson 20047 spilminutter (Manchester City)
  8. Harry Kane 20045 spilminutter (Bayern München)
  9. Gianluca Mancini 19865 spilminutter (AS Roma)
  10. Joules Kounde 19849 spilminutter (FC Barcelona)

Efter fem og en halv sæson i United-trøjen har Bruno Fernandes allerede optrådt 290 gange for klubben. Det er blandt andet flere kampe end Luke Shaw, der har spillet 287 kampe og været i klubben siden sommeren 2014. Men også flere optrædener end Paul Ince, Andy Cole, Edwin van der Sar og Juan Mata.

Også på landsholdet sparer han ikke på kræfterne. Siden sommeren i 2020 har han repræsenteret sit landshold 61 gange og alene denne sæson, siden august 2024, har han fået fuld spilletid i samtlige otte landskampe.

Bruno Fernandes kontrakt med United løber indtil 2027 med mulighed for en et-årig forlængelse.

Skriv et svar
Forrige artikel

- Meget taknemlig for at have spillet med ham, siger Fernandes om Eriksen

Næste artikel

SÆSONAFSLUTNING 24/25

ANNONCE