I anden halvleg af Premier League-opgøret mellem Manchester United og Arsenal måtte David de Gea lade sig udskifte med en skade. Det betød, at Victor Valdes fik sin debut for United, og det var den spanske målmand glad for.
– Det føltes virkelig godt. David bad om at blive skiftet ud meget hurtigt, og lige pludselig var jeg på banen. Det var en fantastisk følelse at være på banen på Old Trafford. Jeg fik en god velkomst fra fansene, og det gjorde mig glad, siger Valdes ifølge manutd.com.
Valdes nåede dog også at indkassere sit første mål som United-målmand og var utilfreds med ikke at have vundet kampen.
– Jeg var ikke tilfreds med resultatet, fordi det ikke var godt for os. Det var et heldigt mål, som de scorede, men jeg er glad for, at jeg fik min debut, lyder det fra den tidligere FC Barcelona-keeper.
I sine mange år hos FC Barcelona nåede Victor Valdes at spille hele 528 kampe.