Valencia er sikret

Luis Antonio Valencia er taget tidligt hjem fra sin ferie i hjemlandet for at fuldføre det, engelske The Mirror kalder hans drømmeskifte til Manchester…

Luis Antonio Valencia er taget tidligt hjem fra sin ferie i hjemlandet for at fuldføre det, engelske The Mirror kalder hans drømmeskifte til Manchester United. Prisen skulle være på 16 millioner pund.

Ecuadorianske Valencia skal igennem det obligatoriske lægetjek på Old Trafford i dag, mens hans kontrakt også skal forhandles på plads. Det forventes, at lønnen vil komme til at ligge omkring 75.000 pund om ugen, hvilket er cirka fire gange så meget, som han har kunnet hæve hos Wigan indtil nu.

Valencia har ventet på et skifte til Manchester United, siden Sir Alex Ferguson for første gang viste interesse for ham for fem måneder siden. I mellemtiden er både Real Madrid og Bayern München blevet fejet af, da Valencia – i modsætning til mange andre – hellere vil tage turen ad M62-motorvejen til Manchester, end sætte sig på et fly til de varmere lande.

Det er dog værd at bemærke, at Valencias “drømmeskifte” endnu ikke er officielt. Vi på OldTrafford.dk følger selvfølgelig op på sagen.

Forrige artikel

Ferguson vender hjem fra Sydfrankrig

Næste artikel

Rooney tager over for Ronaldo

ANNONCE