Wayne Rooney er sikker på, at han kan fylde det tomrum, der unægteligt vil komme, når Cristiano Ronaldo endegyldigt forlader Manchester United om få dage. Vel at mærke, hvis Sir Alex Ferguson bruger ham på den “rigtige” position, altså som angriber og ikke på fløjen.
I et interview med The Times i dag erkender Rooney, at Manchester United er nødt til at indhente forstærkninger, hvis man skal klare sig efter tabene af Ronaldo til Real Madrid og Carlos Tévez, der forventes at skrive under med Manchester City, når hans kontrakt med United udløber i morgen.
Flere engelske medier kan her til formiddag fortælle, at Wigans Luis Antonio Valencia skulle være sikret, mens Lyons stjerne Karim Benzema skulle være næste punkt på Fergusons liste. Ligegyldigt hvem der trækker den røde trøje over hovedet i næste sæson, så er Rooney sikker på, at han kan “udfylde hullet” rent scoringsmæssigt, hvis han får lov at spille i angrebet.
“Vi har mistet to vigtige spillere, og selvfølgelig håber jeg, at vi får et par nye spillere ind. Cristiano og Carlos scorede mange mål for os sidste sæson, og sæsonen før den, men jeg tror, at jeg er i stand til at udfylde det hul. Jeg har sagt det før – hvis jeg spiller på min bedste position, er jeg i stand til at gøre det,” siger Rooney til The Times.
Ferguson har som bekendt anvendt Rooney på fløjen en del gange i den forløbne sæson, inklusiv Champions League-finalen, hvis resultat ikke var værd at skrive hjem om. Fergie har endda offentligt leget med tanken om, at Rooney kunne være mere farlig i fløj-rollen, der gav ham muligheden for at skære ind i banen fra venstre side.
Men Rooney, der har scoret 10 mål fra sin centrale angriber-position i de foregående syv kampe for det engelske landshold, håber på, at Ferguson vil sætte ham tilbage på hans naturlige position.
“Jeg vil spille den position, hvor jeg føler mig bedst tilpas. Mange folk mener, at jeg er bedst som angriber. At spille Champions League-finale, at spille hver weekend for Manchester United er et privilegie, og det er noget, jeg er meget heldig at få lov til, men jeg mener ikke, at jeg kan udtrykke mig så meget på wingen, som jeg gerne ville,” lyder den slet skjulte bøn fra Rooney til Sir Alex.
Ronaldos skifte kan gå hen og blive en bonus for Rooney, der ofte har måtte se sig taktisk bundet af, at Uniteds spillestil var bygget op om Ronaldo. Især i de store kampe, hvor Rooneys arbejdsindsats og -moral ofte blev udnyttet ekstra meget, så Ronaldo var stort set fri for defensive pligter. Rooney er dog ikke træt af at skulle klare Ronaldos “beskidte pligter”:
“Jeg vil ikke kalde det “beskidte pligter,” for Cristiano er så stort et talent, at han score nærmest fra hvor som helst, så man prøver at bakke ham op. Som et hold forsøgte vi at bakke ham op, for vi vidste, at han kunne vinde kampe for os. Nu, hvor han er væk, bliver vi alle nødt til at score flere mål, og jeg føler, at jeg er i stand til at score mange af dem.”