Valencia ked af formdyk

Antonio Valencia erkender, at han på ingen måde har ramt formen fra sidste sæson.

Manchester United har haft store problemer på kanterne i år, og én af de spillere, der langt fra har ramt toppen, er Antonio Valencia. Det erkender den 27-årige ecuadorianer nu selv. 

– Hvis man sammenligner med sidste sæson, har det ikke ligefrem været det, jeg håbede på, siger Valencia til MUTV. 

– Jeg har måske ikke været i stand til at kopiere min form fra sidste sæson. Men jeg har heller aldrig nået den samme formkurve, fortsætter Valencia, der mener, at en række skadespauser har været med til at gøre det ekstra svært at komme op i samme gear. 

– Når man har været gennem et par skadespauser, kan det være svært at komme tilbage på det niveau, hvor man spiller med masser af selvtillid og viser sine evner på bedst mulig vis. Nogle gange tager det længere tid at komme tilbage på sit normale niveau, når genoptræningen efter en skade trækker ud, forklarer den tidligere Wigan-spiller. 

Valencia har på trods af sine svingende præstationer fået 28 kampe i Premier League i denne sæson. 

 

Forrige artikel

Hvem står for skud?

Næste artikel

Rygte: United følger colombianer

ANNONCE