Valencia sender United til tops

Bolton blev besejret med 2-1 efter mål af Antonio Valencia og et selvmål af Zat Knight. Chelsea snublede i deres kamp, og det betyder, at United nu er…

Bolton blev besejret med 2-1 efter mål af Antonio Valencia og et selvmål af Zat Knight. Chelsea snublede i deres kamp, og det betyder, at United nu er tilbage at finde på ligaens førsteplads.

Opgøret startede i et hæsblæsende tempo, hvor værterne pressede på for en tidlig scoring. Den fik de efter blot fem minutter, efter Michael Owen satte hovedet på et indlæg fra Ryan Giggs. Afslutningen var umiddelbart ikke farlig, men Bolton-forsvareren Zat Knight afrettede bolden, så den gik i mål.

Få minutter efter burde Jonny Evans have fordoblet føringen fra en helt åben hovedstødsmulighed. Jussi Jääskeläinen fik dog på mirakuløs vis skubbet bolden væk fra stregen.

United kom fuldt fortjent på 2-0 inden pausen. Glimrende sammenspil mellem Valencia og Gary Neville i højre side resulterede i en helt åben mulighed til ecuadorianeren, der resolut bankede kuglen i nettet. Det var Valencias første scoring i den røde trøje.

I anden halvleg faldt tempoet, og det lignede længe, at hjemmeholdet uden problemer ville køre sejren hjem på rutinen. Der blev skabt rigeligt med chancer i Boltons felt, ikke mindst takket være Giggs. Flere uskarpe afslutninger samt en sublim præstation fra Jääskeläinen gjorde dog, at føringen aldrig blev større.

Det så ikke ud til, at Bolton kunne true værterne, men et kvarter før tid steg Matthew Taylor til vejrs og headede reduceringen i kassen. United formåede ikke at få bolden væk, og det udmundede i et indlæg fra Kevin Davies i venstresiden. Taylor overvandt uden problemer Patrice Evra i luftduellen og scorede dermed sit tredje sæsonmål.

United forsøgte efter reduceringen at tage kontrol over kampen, hvilket de ikke formåede. Bolton søgte udligningen ved at smide lange bolde op i Uniteds felt. Uden Nemanja Vidic forvoldte det Uniteds forsvar store problemer. Gæsterne fik et par chancer i slutminutterne, men Edwin van der Sar havde styr på tingene.

Kampen endte 2-1 til United, der nu igen befinder sig på ligaens førsteplads. Chelsea led sæsonens andet nederlag, da de gæstede Villa Park. Aston Villa vandt med 2-1 og skubbede altså Londonklubben ned på andenpladsen. Heller ikke Liverpool formåede at vinde. De måtte undvære måde Gerrard og Torres og tabte 0-1 til Sunderland efter et kontroversielt mål.

Forrige artikel

Dagens startopstilling

Næste artikel

Giggs nomineret til Ballon d"Or

ANNONCE