Han har været en af sæsonens bedste og vigtigste spillere, og derfor har mange længe frygtet at der skulle ske Angel Di Maria noget. Med en skadesliste så lang som mange børns ønskesedler til julemanden, var det næsten blot et spørgsmål om tid, før Di Maria ville figurere på listen.
I dag kom skaden til argentineren så, da han efter godt ti minutters spil af kampen mod Hull, måtte lade sig skifte ud grundet problemer med baglåret. Mod slutningen af kampen haltede Rooney også, efter en tur i reklamebanden. Efter opgøret opdaterede van Gaal kort på de to stjerners skader.
– Jeg tror Angel vil misse kampen mod Stoke. Men nu må vi se hvor slemt det er, han vil blive undersøgt i morgen. Jeg ved ikke med Wayne, han sagde han nok skulle være klar, sagde van Gaal efter sejren mod Hull i følge Manchester Evening News.
Omvendt var der rosende ord til Ander Herrera, der erstattede Angel Di Maria. Spanieren har selv været ude med en skade i en periode, men kom tilbage og leverede en fremragende præstation i dag, hvilket også blev noteret af van Gaal.
– Jeg må sige, at han kom ind og var fantastisk. Han er i god form, hvilket også er grunden til at han spillede i tirsdags for reserverne. Jeg er meget tilfreds med hans præstation i dag, sagde van Gaal.