Van Gaal tror fortsat på guld

Manchester United kan stadig vinde Premier League, lyder det fra Louis van Gaal.

Manchester United har fortsat svært ved at komme i omdrejninger under Louis van Gaal. Men det betyder ikke, at klubben er chanceløs i mesterskabskampen. 

Sådan lyder det fra Louis van Gaal, efter at United med nød og næppe sikrede sig et point på udebane mod West Bromwich. 

– Kald mig arrogant, men vi kan stadig indhente Chelsea. Jeg har gjort det før. Det er to tabte point. Jeg synes, vi var det bedste hold, siger van Gaal ifølge London Evening Standard. 

– Jeg er meget skuffet over resultatet. Jeg synes ikke, at West Bromwich Albion skabte mange chancer, overhovedet ingen i min optik, men vi forærede dem to mål, fortsætter den 63-årige hollænder. 

“Jeg er arrogant”

United tager på søndag mod Premier Leagues førerhold, Chelsea. 

Og selvom den nordengelske klub på forhånd ikke er spået mange chancer, tror van Gaal på, at United kan reducere London-holdets samlede føring i tabellen. 

– Det er muligt, men det er svært at sige. Men jeg er arrogant, fordi jeg har gjort det mange gange før, siger van Gaal og fortsætter. 

– Vi skal også lede efter fysiske talenter, og det er måske vores problem. Jeg er en træner, som altid tænker på kreative spillere, men i England har man også brug for fysiske kroppe, og Fellaini er en af dem. 

– Han havde et godt indhop, men han er altid skadet, og vi har brug for at bygge ham op. 

Manchester United er ti point efter Chelsea og indtager en øjeblikkelig sjetteplads i ligaen. 

Forrige artikel

Lindegaard om Fellaini-tweet: Respektløst!

Næste artikel

Fellaini håber på flere mål

ANNONCE