Van Persie vil have flere trofæer

Premier Leagues topscorer forventer mere sølvtøj, også selvom klubben står med ny træner i den kommende sæson.

Robin van Persie bør have det svært med at få armene ned for tiden. I forrige uge løftede han Premier League-trofæet med United, mens han i tirsdags blev årets spiller i klubben ved den officielle spillerceremoni. Her til aften kronede han så sæsonen med sit 26. ligamål, og satte en tyk streg under topscorer-titlen, som han genvinder.

Og selvom Sir Alex Ferguson går på pension, så siger van Persie til MUTV, at han er overbevist om, at der er flere trofæer i udsigten.

– Vi har en samling af storslåede spillere. Alle arbejder hårdt for hinanden og deler succesen. Jeg er 100 procent sikker på, at vi spiller med om trofæer de kommende år, og forhåbentlig kan vi også vinde et par stykker pr. sæson. Det er standarden for denne klub.    

– Det betyder alt at vinde ligaen, og jeg ser “den gyldne støvle” (topscorer-titlen) som en bonus. De burde dog give os 25 af dem, for de individuelle priser vinder vi som hold. Bare se i dag. Det var et fremragende indlæg fra Valencia og et nemt mål jeg lavede.

Van Persie hylder ligeledes Sir Alex Ferguson, og mener, at skotten fik den perfekte afsked med klubben.

-Han fortjente den store hyldest fra fansene. Især efter 26 år i klubben, og tiden i Aberdeen før det. Han er helt utrolig, og jeg synes respekten fra West Bromwich-fansene var en fin gestus.

Uniteds flyvende hollænder slutter sæsonen med 30 mål i 48 kampe

Forrige artikel

Målfest i afskedskamp

Næste artikel

Hernandez i gæld til Sir Alex

ANNONCE