Det ligner mere og mere mesterskab nummer 20 for Manchester United. Lørdag tabte de larmende naboer fra City, mens United selv slog Reading og dermed sørgede for et forspring på 15 point.
Holdets anfører, Nemanja Vidic, erkender, at det er et stort forspring, men han tager ikke forskud på glæderne endnu.
– Hvis man ser på de 15 points forspring, må man sige, at det er et stort hul, og vi bør ikke lade det ændre sig. Vi har titlen i vores egne hænder, men der er stadig kampe at spille og nogle særligt hårde udekampe, som traditionelt er svære for os, siger kaptajnen til MUTV.
– Intet er afgjort endnu, men vi er i en god position.
Glad for sejr og clean sheet
Kampen mod Reading vinder ingen priser for skønhed og smukt spil. Ingen af holdene kunne få spillet til at flyde, men det vigtigste er sejren, mener Vidic.
– Vi tager de tre point, men vi fik dem ikke let. Du vil gerne vinde dine kampe og spille for dit land under landskampspausen uden dårlige følelser, og det har vi sørget for. Nu skal vi bare tænke på de næste par kampe, der kommer.
1-0-sejren over Reading var den femte clean sheet i streg i Premier League. Det betyder meget for den serbiske jernmand, der giver æren til hele holdet.
– Det er vigtigt. I dag spillede vi ikke god fodbold, men vi fik de tre point, fordi vi forsvarede som et hold og en gruppe. Jeg synes, hele holdet arbejdede godt. Måske var det ikke en god angrebspræstation, men angriberne skal have kredit for at kæmpe for holdet og hjælpe os med at holde et clean sheet, hvilket skaffede os de tre point, siger han.