Fernando Torres har ikke betalt meget tilbage på de 50 millioner pund, han kostede Chelsea, i sine første kampe for klubben.
Men måske begynder tilbagebetalingen tirsdag, når Torres får fornøjelsen af Nemanja Vidic i stormødet mellem Chelsea og United på Stamford Bridge.
Modsat de fleste andre angribere, har Torres nemlig tidligere vist sig at have tricks i ærmet, som Uniteds muskelbundt ikke har evnet at svare igen på. Men Vidic spekulerer ikke nærmere over fortidens drabelige dueller.
“Engang imellem er det jo sådan, at folk mener, at en spiller har problemer med at håndtere en bestemt modstander. Sådan mener flere tydeligvis om min duel med Torres, når folk bliver ved med at fokusere så meget på det, men det generer mig ikke. Jeg kan kun ændre kritikernes opfattelse ved at lukke af for ham på grønsværen, ikke ved at snakke i medierne,” siger Vidic.
Vidic og Torres stødte senest på hinanden i januar, da United ekspederede Liverpool ud af FA Cuppen.