– Wilson er fremtiden

Louis van Gaal og Ryan Giggs roser den unge angriber, som de begge ser som fremtiden i United-angrebet.

Der var kritik fra flere sider, da United i sommer valgte at sælge Danny Welbeck til Arsenal. En del fans og medier mente nemlig, at klubben var i gang med at sælge ud af traditionerne, og ikke holde fast i spillere fra eget akademi.

Louis van Gaal har dog givet chancen til en række unge spillere i denne sæson, og en af dem er James Wilson, der har afløst Welbeck oppe i angrebet. Den unge angriber har med sin fart og det gode venstreben bidraget med noget andet end de andre angribere i truppen.

Der er massive forventninger til unge Wilson, der har været i United siden barnsben og optrådt på de fleste engelske ungdomslandshold, og både Van Gaal og Giggs er nu ude og rose stortalentet, som de mener er fremtidens mand i United.

– Han har været skadet et par gange i løbet af sæsonen, men udfra hvad jeg har set i denne sæson så ja, han er fremtiden. Han har banket på døren i lang tid, det har jeg sagt på flere pressekonferencer. Jeg tror på ham, men han er i kamp med Van Persie og Falcao om spilletid, siger Van Gaal i følge the Mirror.

Og den hollandske manager bakkes op af Ryan Giggs, der sidste sæson gav Wilson debut på førsteholdet. Det skete i hjemmekampen mod Hull, hvor Giggs var midlertidig manager efter fyringen af David Moyes. Wilson takkede for tilliden og scorede to gange.

– Han er et fantastisk talent. Jeg har altid sagt at man kan give unge spillere chancen, men de må selv tage den. Jeg har både set spillere få chancen men ikke gribe den, og set spillere der får chancen og bider sig fast på holdet. Måske får man kun en chance, så man må gribe den, siger Giggs.

James Wilson har primært været benyttet som indskifter i denne sæson, hvor det indtil videre er blevet til to mål i 16 optrædener for den 19-årige angriber.

Forrige artikel

PSV: Depay kan smutte til sommer

Næste artikel

Rooney forsvarer Di Maria

ANNONCE