Manchester United startede sæsonen med to skuffende nederlag i ligaen. Siden er de røde djævle kommet godt igen og har budt de øvrige tophold op til dans. Mesterskabskampen virker langt væk med Arsenal og Manchester City, der er stukket af fra de øvrige hold i toppen.
Men kampen om top fire ser mere intens ud end nogensinde før med hele fem hold, der kæmper om at snuppe de Champions League-givende pladser som nummer tre og fire.
I denne artikel vil fem medlemmer af OldTrafford.dk give deres bud på, hvilken placering United ender på i denne sæsons Premier League.
Sonny Bitsch, grafiker
– Nummer fire. Den Champions League-plads skal i hus. Det tror jeg også den kommer, selvom der er lang vej, og det ikke bliver let. Europa League er selvfølgelig også en indgang til Champions League, men det er for usikkert. Især nu hvor Barca allerede venter i første omgang.
Jesper Provstgaard Kristiansen, skribent
– Jeg tror vi bliver nummer fire efter City, Arsenal og Tottenham, men det bliver i tæt konkurrence med Liverpool og Newcastle. Chelsea har jeg svært ved at se tage en plads i top fire. Værd at bemærke: Med en klub midt i en salgsproces, og en altid sulten og nærmest glubsk presse i det engelske, kan salget påvirke det fokus, der er nødvendigt for spillere og særligt Erik ten Hag. Der venter derfor klubben en stor opgave i at beskytte den sportslige sektor i klubben, så den kan koncentrere sig om spillet på banen. Mange har jo ment, at det danske landshold var for påvirket af den politiske debat til VM, og det kan det let komme til for spillere og trænere på Old Trafford., hvis man ikke er opmærksom på det.
Martin Bonde Andersen, skribent
– Vi kommer til at kæmpe med i en tæt kamp om top fire-pladserne. Især efter Newcastles uventede indblanding, ser det kompliceret ud. Jeg tror, vi bliver enten nummer fire eller nummer fem, men jeg vælger at hælde til det første.
Rasmus Lykke Therkelsen, skribent
– Jeg synes, vi i skrivende stund er Premier Leagues tredjebedste hold. Arsenal har lagt så stort et forspring til os, at selv hvis de ikke bliver mestre, så er de stadig så meget bedre end os, at jeg ikke kan se os hente dem. Det vil kræve et ret stort sammenbrud fra Mikel Artetas tropper, som jeg trods alt ikke kan se komme. Og så behøver jeg vel ikke nævne Manchester Citys kvaliteter.
– Men jeg tror, vi kan holde Chelsea, som ingen rigtigt ved hvad er, et vaklende Spurs-hold, et Liverpool-hold i krise og et sensationelt Newcastle-hold bag os.
– Jeg tror, Ten Hag får bygget yderligere på sit spilkoncept, så vi kan se endnu skarpere ud med bolden og blive umulige at have med at gøre med tiden. Jeg synes, det har set bedre og bedre ud fra hver eneste kamp, og nu har han fået en tiltrængt pause med en række af spillerne til at få udviklet yderligere på sine idéer, og det tror jeg er det absolut bedste, der kunne ske.
Christian K. Nissen, podcastvært
– Jeg synes altid, det er lidt tricky at skulle spå om fremtiden. Men efter en god snak med mine to gode Liverpool-venner, som siger en femte- og sjetteplads til United, er jeg blevet forstærket i troen om at vi ender som nummer fire.