Uniteds ungdomsarbejde er kendt og berømt over hele verden. Siden oktober 1937 har der været en spiller af egen avl med i samtlige kampe United har spillet, med undtagelse af udekampen mod Arsenal i 2011. Det er knap 3.600 kampe med en spiller fra eget akademi på banen.
Siden 2. verdenskrig har 405 spillere båret United-trøjen, heraf er de 203 af dem kommet igennem klubbens akademi. Det er ganske enestående, og noget kun ganske få klubber rundt om i verden kan matche.
Vi har snakket med hollandske John de Loos, der er United-fan, og følger klubbens ungdomsarbejde tæt, om netop Uniteds talentarbejde.
Spørgsmålene er stillet af Kenneth Nielsen.
Hvordan startede din passion for at følge Uniteds ungdomshold og reserver?
Jeg tror det er omkring ti år siden. Jeg hørte at Uniteds u15 hold skulle være med i Marveld Youth Tournament for første gang. Siden da har jeg været til turneringen hvert år. Efter dengang, har jeg fulgt med i alle ungdomsholdenes præstationer så godt som muligt. Det er ikke altid lige let, når man ikke bor og er omkring Manchester. Men internettet er en god hjælp i disse dage.
Ja, nu nævner du Marveld Cup. Her deltager Uniteds u15 hold hvert år, kan du fortælle lidt om turneringen?
Vi tager snart hul på årgang 24 af turneringen. Her i Holland er turneringen meget velrespekteret og anerkendt. Den er godt organiseret og holdene møder gode modstandere. Klubber som Barcelona, Real Madrid, Ajaz og mange andre er her hvert år. Det er meget interessant at se de unge spillere kommer her og udfolde sig. Der er nogle af dem, der så sidenhen har udviklet sig til store spillere, som Gerard Pique og Jordi Alba. Mange af de store klubber ser turneringen som en god måde for at give deres unge spillere international erfaring i en ung alder.
Hvorfor er det så vigtigt for United, at have spillere af egen avl med på førsteholdet?
Jeg tror først og fremmest at det simpelthen ligger i historien for klubben. For det andet tror jeg at det er vigtigt for en klub med Manchester Uniteds status, at være med til at udvikle kommende landsholdsspillere til England. De sidste par år er engelsk fodbold blevet oversvømmet med udenlandske spillere, hvilket gør det svært for klubbernes egne unge engelske spillere at slå igennem på førsteholdet. Jeg mener at det er vigtigt for alle lande, at have en god ungdomskultur, specielt hvis du vil vinde på højeste plan og også med dine ungdomslandshold.
Du bor i Holland, hvor Ajax er verdens-berømte for deres fantastiske ungdomsarbejde. Kan United lære noget af Ajax på dette område?
Ja, Ajax er meget respekteret for deres ungdoms-akademi. De har været fantastiske til det i mange år. Jeg er sikker på, at nogle af de ting som Ajax gør, ville United kunne bruge. Men for at være ærlig kan jeg ikke sætte en finger på hvilke ting det er, da Ajax holder kortene meget tæt på kroppen når det kommer til ungdomsarbejdet. Men man må også sige, at Uniteds eget akademi har udviklet en hel masse talenter. Det skal man bestemt heller ikke undervurdere.
Hvilke unge spillere skal vi holde ekstra øje med i den kommende sæson?
Normalt ville jeg have sagt Will Keane, men uheldigvis er han ude med en skade i nogle måneder endnu. Men Jesse Lingard gjorde det rigtig godt under sommerens pre-season med førsteholdet, Michael Keane gjorde det også rigtig flot, og så har Mats Møller Dæhli imponeret mig hver eneste gang jeg ser ham. Han var forrygende i dette års Future Cup tilbage i februar her i Holland. Han er formentlig den jeg forventer mig mest af. Men jeg har også altid haft et blødt punkt for Tyler Blackett. Alle af dem er meget talentfulde og har muligheden for at udvikle sig til store spillere. Men i sidste ende kommer det an på en masse ting, hvis de virkelig skal slå igennem og komme igennem det lille nåleøje til førsteholdet.